tirsdag den 31. oktober 2017

På sporet af en afladshandler

Da man i 1960’erne undersøgte Alstahaug kirke i Helgeland i Norge – der nok er mest kendt som den kirke, hvor salmedigteren Petter Dass havde embede fra 1689 til 1707 – fandt man i en af gravene under gulvet i kirkeskibet en lille sølvdåse med et vokssegl i. Benene i graven viste, at det var en kvinde, der i 1500-tallet var blevet begravet dér på den ikke ringe plads i kirken. Birgitta Berglund har berettet om disse fund og mange andre i sit omfattende værk Alstahaug på Helgeland 1000-1750.
 
En lille sølvæske med et vokssegl fundet i en kvindegrav under gulvet i Alstahaug kirke i Helgeland. Hvilket segl var det? Hvilket dokument havde det været fæstet til? Det viser sig at være seglet til generalkommissæren for afladshandel i Norden, Johannes Arcimboldus, og kvinden må have haft et dyrt afladsbrev med sig i graven, et brev, der nu er ædt af tidens tand. (Foto: Per E. Fredriksen, NTNU Vitenskapsmuseet. Billedet er lånt fra 'Gemini.no'.)

Men hvilket segl var det? Det var noget medtaget og indtørret efter de mange år under kirkegulvet, og det dokument, seglet i sin tid har været fastgjort til, var blevet til intet. Men seglet viste sig ved sammenligning at svare til et andet og mere velbevaret vokssegl – de to var altså et aftryk af samme seglstempel. For det velbevarede segls vedkommende vides det endog, hvilket dokument, det har været fæstet til, og hvis ægthed det altså skulle bevise: nemlig et afladsbrev fra 1518. Altså et afladsbrev udstedt året efter, at den tyske munk Morten Luther (den 31. oktober 1517) slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg, de teser, i hvilke han først og fremmest gik voldsomt til angreb på netop kirkens afladshandel. En begivenhed, der anses for at være begyndelsen på reformationen. Men naturligvis stoppede afladshandelen ikke med det samme, det siger sig selv, for reformationen fandt jo først sted i Danmark i 1536 og i Norge i 1537 – og i Sverige allerede i 1527. 

tirsdag den 24. oktober 2017

Flensborg - fra dansk til tysk

Flensborg er som bekendt en gammel dansk by, og de fleste husker nok også, at der var noget med, at Danmark måske kunne have fået Flensborg hjem ved genforeningen i 1920 – men altså ikke fik det. De, der så niende afsnit af ’Historien om Danmark’ i fjernsynet, så i hvert fald, hvordan den såkaldte påskekrise udløstes af spørgsmålet. Det skete, da kong Christian X afsatte ministeriet Zahle, fordi statsministeren ikke ville udskrive folketingsvalg, så det kunne blive afklaret, om regeringen havde vælgernes støtte til sin politik, som gik ud på at afvise at få mere af Sønderjylland end den nordligste afstemningszone (1. zone), hvor der samlet set havde vist sig dansk flertal. Når spørgsmålet syntes aktuelt, var det, fordi der var en forhåbning om, at Danmark kunne blive tilbudt Flensborg, selvom 75,2% af de afgivne stemmer her var blevet afgivet for Tyskland. (Jeg har tidligere skrevet en artikel om ’Det radikale Venstre og Sønderjylland indtil Genforeningen i 1920’ i kulturtidsskriftet Nomos.)

Dansk plakat fra folkeafstemningen i Sønderjylland i 1920 til brug i 2. zone, først og fremmest Flensborg, hvis hustage ses på tegningen. Den flotte og enkle fremstilling af Dannebrog, der daler ned over Flensborg på afstemningsdagen, den 14. marts, taler sit tydelige sprog. Men Flensborg fik ikke dansk flertal. Dog stemte 28% af de fastboende for Danmark. Uenigheden om, hvorvidt Danmark skulle tage imod Flensborg, hvis verdenskrigens sejrherrer skulle tilbyde Danmark byen, førte til ministeriet Zahles afskedigelse. Man vil bemærke, at teksten er på tysk, hvilket var ganske naturligt, da Flensborg i lange tider havde været overvejende tysksproget; også dengang der endnu var dansk flertal i byen. (Plakaten er lavet af kunstneren Harald Slott-Møller og er her lånt fra de digitale samlinger ved Det kongelige Bibliotek.)

Med kongens handling sikredes vælgerne mulighed for at tage stilling, og Zahles parti, Det radikale Venstre, fik ved valget en afklapsning, idet dets mandattal i folketinget faldt fra 33 til 17, og Danmark fik i stedet en regering af Venstre-folk med Niels Neergaard som statsminister; en regering, der ville stille sig positiv, hvis Danmark skulle få tilbudt noget mere af Sønderjylland end 1. zone – som fx Flensborg. Men Danmark fik aldrig tilbudt mere end Sønderjyllands nordligste afstemningszone (når der ses bort fra bittesmå lokale grænsereguleringer).

Men hvorfor var Flensborg så vigtig? Hvorfor forventede man at få byen tilbudt? Naturligvis var Flensborg Sønderjyllands største by, men også byens lange danske historie spillede ind.

søndag den 15. oktober 2017

Dansk og tysk i Sønderjylland omkring 1848

Husker man endnu Danmarks Radios fjernsynsdramaserie ’1864’? Allerede i første afsnit så man en fanatisk skolelærer sige noget til børnene om, at man nok skulle få lært slesvigerne at tale dansk, fordi alle i Danmark skulle tale dansk. Man fik det indtryk, at »slesvigerne« var tyske, og at »Slesvig« var et område, Danmark ville erobre. Det var en af de mange misvisende ting i den serie. Heldigvis råder DR lidt bod på det med sin nye fakta-serie ’Historien om Danmark’. 

Sprogforholdene i det sydlige Sønderjylland omkring 1840. Dansk (den røde farve) var endnu vidt udbredt og gik i midtlandet langt sydpå, mens indbyggerne i Angel var i gang med at foretage et sprogskifte fra dansk til tysk (den orange farve). Denne udvikling var noget forholdsvis nyt, idet angelboerne endnu ved århundredets begyndelse havde været dansktalende (når der ses bort fra Slesvig). En af årsagerne til sprogskiftet var den systematiske undervisning i tysk i den sydlige del af Sønderjylland (syd for den grå streg), som fulgte med skoleloven af 1814, da tysk indførtes som skolesprog i de områder, hvor tysk siden reformationen havde været kirkesprog, hvilket var blevet indført helt uden hensyntagen til folkesproget. - Kirkelandsbyen Fjolde er markeret med en grøn prik (se billedteksten til billedet nederst i denne optegnelse). (Billedet er lånt fra 'Wikipedia' (creative commons); jeg har selv tilføjet markeringen af Fjoldes beliggenhed.)

Når baggrunden for de sønderjyske krige skal trækkes op, er en henvisning til, hvordan Sønderjylland (eller hertugdømmet Slesvig) var delt mellem dansk og tysk, noget ganske naturligt. En sådan forekom også i ottende afsnit af DR’s fjernsynsserie ’Historien om Danmark’. Ganske kortfattet godt nok: Man fik blot at vide, at »halvdelen af indbyggerne er dansktalende« i hertugdømmet Slesvig. Det er heller ikke helt forkert. Men eftersom serien havde forsømt at benytte de tidligere afsnit til at berette om den sproglige og politiske udvikling i Sønderjylland (se fx min kritik i min anmeldelse af afsnittet om senmiddelalderen på Critiques hjemmeside), kom denne tilstand, som egentlig blot var et øjebliksbillede af en historisk udvikling, næsten til at fremstå som en statisk tilstand. Og det er til gengæld forkert. For de sproglige forhold, som de var i tiden op til 1848, afveg på afgørende måde fra tidligere tiders forhold og var en følge af et historisk forløb, hvor dansk var blevet trængt bort af tysk.

lørdag den 30. september 2017

Peder Vinstrup - den sidste danske biskop i Lund

De, der så afsnittet om ’Reformation og renæssance’ i Danmarks Radios fjernsynsserie  ’Historien om Danmark’, blev vidner til, hvordan biskop Peder Pedersen Vinstrups afsjælede legeme blev både afklædt og opskåret, for at de mest intime detaljer om hans krop kunne deles med almenheden, mens der oven i købet blev gjort grin med dem. (Hvornår har man ligget så længe i sin kiste, at ens krop betragtes som offentlig ejendom og respekten for den dermed ophører?) Selvom det alt sammen var begrundet i almindelig nysgerrighed, foregik det naturligvis i videnskabens navn, og det er da også altid spændende at få noget at vide om fortidens mennesker. Men så er spørgsmålet, om seerne egentlig fik så meget at vide om mennesket Peder Vinstrup? Betragter man mennesket som noget rent materielt, så fik man sikkert det meste at vide – han havde både huller i tænderne og havde lidt af forstoppelse – men vanligvis betragtes et rent materielt menneskesyn som netop umenneskeligt, fordi mennesket er så meget mere end sin krop. 

Biskop Peder Pedersen Vinstrups jordiske rester, som i 2013 blev taget ud af deres sarkofag i krypten under Lund domkirke, Vinstrups egen kirke, hvor han var den sidste danske biskop. Peder Vinstrup levede 1605-1679. Han er blevet kaldt såvel forræder som bolværk mod forsvenskningen af Skåne. (Billedet er fra afsnittet 'Reformation og renæssance' i DR's serie 'Historien om Danmark'.)

Seerne fik fx ikke rigtigt svar på, hvem Peder Vinstrup var ud over, at han var dansk biskop i Lund, da Skåne med Roskilde-freden ophørte med at være en del af Danmarks rige, og at han fortsatte som biskop også efter dette. Disse få kendsgerninger kan så danne udgangspunkt for det følgende, for netop dette, at Vinstrup var biskop i Skånelandene i overgangstiden, var naturligvis en prøvelse, og hans handlen har givet anledning til de mest forskelligartede vurderinger af ham rent menneskeligt – af hans person.

mandag den 21. august 2017

Dansk tunge og nordisk bevidsthed

På sin pilgrimsfærd mod Det hellige Land besøgte Erik Ejegod i 1103 Konstantinopel, og der mødte han nogle fra den græske kejsers livvagt, væringegarden, for den bestod jo af nordiske krigere. Ifølge den danske historieskriver Sakse (Saxo Grammaticus) var det de danske i garden, der ville mødes med kong Erik: »I mellemtiden opsøgte de danskere der var indrulleret i grækernes hær, kejseren og bad indtrængende om tilladelse til at hilse på deres konge.« Det fik de lov til, selvom kejseren var bange for, »at de ville have større respekt for kongen derhjemmefra end for den sold han betalte dem.«. Sakse forklarer i øvrigt på følgende måde for læseren, hvorfor der var danske krigere der hos kejseren: »Blandt de soldater der gør tjeneste i Konstantinopel, er det nemlig dem der taler dansk der har de højeste positioner i hæren, og de fungerer normalt som kejserens personlige livvagt.« (Saxos Danmarkshistorie XII 7,1 og 7,2; Peter Zeebergs oversættelse.) 

Piræus-løven, som på sin højre skulder og sin venstre flanke samt sit venstre forben bærer runeindskrifter. Ved at se nærmere på billedet aner man nok førstnævnte, som med sit slyngede runebånd har været den flottest udførte af indskrifterne. Alle indskrifterne er tilsyneladende fra 1000-tallet og er sandsynligvis udført af nordboer, som har været i den græske kejsers livgarde, væringer kaldet. Denne væringegarde bestod nemlig af folk, der talte dansk tunge, dvs. nordboer i det hele taget. Nogle af dem har mestret runekunsten og har således efterladt sig spor af deres "danske tunge" på denne løve, der oprindeligt (siden antikken) vogtede over havnen i Piræus, men som nu står foran det gamle skibsværft i Venedig, hvortil venetianerne første den som krigsbytte i 1688. I indskriften på løvens højre side har Thorgunn Snædal tydet de nordiske navne Åsmund, Eskil og Thorleif, som altså enten selv har ristet runerne eller mindes eller blot omtales. (Foto: Didier Descouens. Fra 'Wikipedia' under opslaget 'Pireuslejonet'.)

Umiddelbart kunne man nu forledes til at tro, at der kun var danske krigere i kejserens livvagt, men det var ikke tilfældet, for det var ikke kun danerne, der talte dansk, selvom sproget naturligvis havde navn efter netop dem – alle de nordiske folk talte »dansk«. Nærlæser man Sakses fremstilling i sin helhed, fremgår det, at han tog det for givet, at både daner, sveer og nordmænd talte samme sprog (se bl.a. min fremstilling i Danskhed i middelalderen s. 228ff.), hvilket ganske svarer til den almindelige opfattelse dengang. Det nordiske begreb »dansk tunge« betegnede ganske enkelt det fællesnordiske sprog; jævnfør Snorre Sturlasøns forord til sit værk kaldet Heimskringla (færdiggjort omkr. 1230): »I denne boken lot jeg skrive gamle frasagn om de høvdingene som har hatt rike i Nordlandene, og som har talt “dansk tungemål”« (norsk oversættelse af Snorres Konge-Sagaer); og dermed menes hele Norden og alle nordiske høvdinge – selvom hovedvægten er lagt på Norge.

fredag den 26. maj 2017

»Alvorlig taler ved Alfarvej«

Johannes V. Jensens manende digt om de gamles gravhøje kender nok de fleste – og sandt er det, at mange af bronzealderens gravhøje blev lagt ved datidens vejføringer. Især Hærvejen – som allerede var til dengang, og som forbandt bygderne i Jylland med Europa – kantedes af høvdinges og storfolks grave. Ja, gravhøjenes tilstedeværelse er den dag i dag med til at vise, hvor vejens forløb var dengang. Det er tydeligt, at disse gravhøje har skullet kunne ses viden om.

Vi udvælger os en af disse grave; vi drager ad Hærvejen ned i Sønder-Jylland, nærmere bestemt Oversø sogn i Ugle herred i Isted syssel – altså i vore dages Sydslesvig (nyttige turførere hertil kunne være Ture i Nord- og Sydslesvig, Sydslesvig på kryds og tværs eller 1864. En guide i krigens fodspor). Vi skal nemlig høre lidt om en gravhøj nær Sankelmark sø, som ligger smukt højt oppe på et højdedrag øst for vejen. Her har gravhøjen været synlig for alle vejfarende. Men i dag, ak ja, der ser man den næppe. Som det ofte er, når man vil vide noget, får man også noget andet fortalt, og her må vi nu høre lidt om krigen i 1864, for det, man i dag nok mest vil lægge mærke til på stedet, er et stort og noget bastant østrigsk mindesmærke, opført oven på den gamle gravhøj. Velsagtens for at det skal kunne ses viden om. (Jeg skrev også lidt om denne høj i min kronik i Flensborg Avis 11/5 2017.) 

Bronzealdergravhøj med et østrigsk mindesmærke ovenpå. Mindesmærket er fra 1864, og fotografiet er taget efter indvielsen. (Foto: F. Brandt. Billedet er lånt fra hjemmesiden '1864.dk'.)

fredag den 12. maj 2017

Vor tids myter

I en tidligere optegnelse lovede jeg at vende tilbage med flere eksempler på fund, som overfortolkes. Det vil jeg så gøre nu.

Kort sagt mener jeg, at man kan se flere tilfælde, hvor arkæologiske fund eller tekniske analyser af sådanne (det være sig af DNA, strontium-indhold eller lignende) overfortolkes og næsten altid med samme tendens, således at fortiden sjovt nok påstås at ligne noget, der passer til den fremherskende politiske ideologi, hvor globalisering, multietnisk, multikultur, mobilitet osv. er nøgleordene. Jeg finder det således påfaldende, hvor ofte ord som »grænseoverskridende«, »kulturmøde« og »europæisk perspektiv« i løbet af de sidste tyve år har indgået i vinkling, analyse og tolkning, når fortiden skulle behandles. Man skulle næsten tro, at forskningsmidlerne var betinget af, at sådanne ord forekom, men tidsånden er måske en bedre forklaring.

Fandtes der kinesere i det romerske London? Det er blevet hævdet, efter at flere skeletter i grave fra det 2. til det 4. årh. er blevet undersøgt (et af dem ses her). Eftersom den slags spørgsmål i sagens natur aldrig kan afvises fuldstændigt, da ingen ved noget om alle dem, der levede dengang, er det naturligvis dem, der fremsætter den slags påstande, der må sandsynliggøre dem og fremføre noget, der kan underbygge dem. Det er ikke rigtigt tilfældet med påstanden om kineserne. Så svaret på ovenstående spørgsmål må stadig være: Nej, ikke så vidt vi ved. (Foto: Museum of London. Billedet er lånt fra The Independent.)

For nu at undgå misforståelser: Selvfølgelig har folk vandret i fortiden, og selvfølgelig har man til tider handlet med fjerntboende folk, og dukker der et fund op, som må rokke ved vore forudfattede meninger, hvis tolkningen hviler på et solidt grundlag, så er det da spændende. Men hvis fx fundet af en vare fra Ægypten i en dansk grav fra bronzealderen straks tolkes som udtryk for »globalisering«, eller hvis tegn på en vis migration i fx stenalderen straks sammenlignes med vore dages indvandring til Europa, så ligner det ærligt talt mere et forsøg på politisering end et forsøg på at gøre folk klogere på fortiden.