lørdag den 25. juli 2015

Saxo Grammaticus (eller: Sakse Lange)

Jeg har i min bog om Danskhed i middelalderen (s. 48-50) kort berørt spørgsmålet om Saxos person; her skal vi dog høre lidt mere om de kilder, vi har.

Saxo kender vi som forfatteren til værket Gesta Danorum (»Danernes bedrifter«). Men navnet kendes ikke fra teksten selv, da forfatteren intetsteds giver sig til kende ved navn. Desuden har der siden senmiddelalderen været forskellige formodninger om, hvem denne Saxo nærmere bestemt var. Flere – herunder Christiern Pedersen, der i 1514 lod Gesta Danorum trykke i Paris – har fx antaget, at han skulle være identisk med en vis Saxo, der var provst ved Roskilde domkirke, og som døde i 1190. E. Kroman har i sit skrift om Saxo og Overleveringen af hans Værk (fra 1971) givet en god fremstilling af hele denne diskussion – og her kan man i øvrigt også læse, at identifikationen af Gesta Danorums forfatter med Roskilde-provsten allerede blev afvist af Otto Sperling i 1696. Det er dog Karsten Friis-Jensen, der senest har behandlet spørgsmålet indgående i artiklen ’Was Saxo a Canon of Lund?’ bragt i Cahiers de l’Instutut du Moyen-Âge Grec et Latin nr. 59 (1989).

Saxo, som Louis Moe (1857-1945) forestillede sig ham. Tegnet til Fr. Winkel Horns Saxo-oversættelse, der udkom første gang i 1898.

Så: Hvem var Saxo? Eller for at begynde helt forfra: Hvem var forfatteren af det værk, vi kender som Gesta Danorum?
 

torsdag den 9. juli 2015

En gammel slesvigsk identitet?

»Den gamle slesvigske identitet blev som så mange andre revet i stykker af de nye nationale programmer i 1800-tallet.« Dette udsagn af Uffe Østergård (i Weekendavisen #27 2015) er vist meget typisk for den udbredte forestilling om en oprindelig slesvigsk identitet; ofte som et led i en udbredt forestilling om naturlige regionale identiteter og sammenhænge, der blev tromlet ned af de moderne nationale fællesskaber. Nogle steder skal det nok passe. Men i Sønderjylland virker det mærkværdigt at tale om det danske som noget nyt og det »slesvigske« som noget gammelt.


Hvad var en »slesvigsk identitet« i det hele taget? Det er især noget, man taler om netop i forbindelse med de nationale brydninger i Sønderjylland fra 1840’erne og frem. Uffe Østergård kan have ret i at indkredse det på følgende måde, idet han taler om »Slesvig eller Sønderjylland som en selvstændig provins med egen historie og karakter. At henvise til denne særlige historie er ikke det samme som at hævde en særlig slesvigsk national identitet. Det blev forsøgt af grupper i Flensborg i 1840rne, men der er ikke vidnesbyrd om, at de havde videre succes uden for deres egne snævre kredse. Slesvigs egenart skal snarere forstås som en afvisning af valget mellem (høj)dansk og (høj)tysk national identitet. Tilknytningen til provinsen var ofte parret med en helstatslig patriotisme, der var bundet til kongen i København.«

Med denne slesvigske identitet befinder vi os altså helt tydeligt i tiden efter 1721, hvor kongen blev eneste regent i hertugdømmet Slesvig, og før 1864, hvor Prøjsen og Østrig erobrede samme. Der er da næppe heller tvivl om, at det er i dette tidsrum, man må søge, hvis man vil finde ud af, hvornår en særlig »slesvigsk identitet« opstod. Det er nemlig ikke en gammel identitet, men en moderne. Som identitet var den knyttet til et helt bestemt geografisk område med en særlig politisk status.