Mortensaften – mon ikke mange danske slikker sig om munden alene
ved navnet? I hvert fald er der mange, der denne aften spiser gås – eller måske
bare and, hvis de ikke er så mange, ja, et stegt andebryst kan også gøre det.
Gås må der til eller i det mindste dens fjerne slægtning, anden. Den smager jo
også lidt af fugl, selvom det strengt taget er at rette bager for smed at
spise and mortensaften. Husk i øvrigt at mortensaften falder aftenen inden
mortensdag, ligesom juleaften falder aftenen inden juledag, sankthansaften før
sankthansdag osv.
 |
| Stegt gås med æbler og svesker. (Billedet er lånt fra "bloggen" 'Spise med mormor'.) |
De fleste kender nok historien om, hvorfor vi spiser gås
mortensaften; men lad os lige tage den igen: Sankt Morten skal have boet
i Turon i Frankrig i året 386. Han havde ført et så helligt levned, at borgerne
valgte ham som biskop. Men han undslog sig og flygtede; han var naturligvis undselig.
Den 11. november var dagen, da han gemte sig i en gåsesti, men gæssene forrådte
ham med deres gækken, så han blev opdaget og indsat til biskop. Dette blev
Morten så forbitret over, at han påbød alle, at slagte gæssene den 11.
november. Deraf den dejlige skik.
Sådan omtrent berettedes historien også første gang på
dansk. Det var Hans Hansen Skonning, der i 1616 i Aalborg skrev et værk om
mortensgåsen Anser Martiana Eller Sanct
Mortens Gaas. Værket var skrevet med et glimt i øjet, hvilket måske anes af
undertitlen: »hvorudi foregives årsagen, hvorfor de arme, uskyldige gæs ganske
ynkeligen hver mortensdag bliver dødet og aftagne« (efter Iørn Piø i Det festlige år). Beretningen om Morten bisp selv
er nok også lidt til spas, hvilket bliver tydelig i beretningens slutning, som
vist ikke er så kendt i dag. Ifølge den var gæssene ikke blot skyld i, at
Morten blev afsløret, men også i hans død. Thi efter han engang selv havde
stegt sig en gås, havde han af hidsig appetit skåret det ene toplår af den og
ædt det i en sådan hast, at han faldt i feber og død; men før sin død
forbandede han gæssene og gentog sin tidligere befaling om at æde dem på
mortensdag (efter Troels-Lund i Dagligt Liv i Norden bd. VII). Man mærker nok den protestantiske morskab på bekostning af katolske
helgener. Men gåsen var i hvert fald nært forbundet med mortensdag i 1616, hvor
vi altså også første gang på dansk møder beretningen om de forræderiske gæs.
 |
| Hellig Morten deler sin kappe med den fattige mand. Billedet viser en vigtig legende knyttet til Skt. Morten: Han var på vej ind i byen Amiens, men mødte foran porten en fattig mand. I medlidenhed delte han sin kappe med ham. Om natten så han i en drøm, hvorledes Kristus viste den halve kappe til englene og fortalte, at Morten havde klædt ham på. En tydelig henvisning til Matthæusevangeliets kap. 25, v. 36 og 40. (Billedet er lånt fra "bloggen" 'Kalkmalerier'.) |
At skikken var ældre er derfor en given sag og i øvrigt også
velbekendt, skønt det kun er spredte vidnesbyrd, der møder os i tidligere
kilder. Fra 1563 nævnes mortensgåsen i forbifarten i en vise om svenskens belejring
af Halmstad (under Syvårskrigen); de danske i byen siger da (strofe 25): »I
werrer welkomen, y suenske till oss, / løster ether at plucke sancti
Morthensgoeß, / fieder will wi aff riffue« (findes i Danske Viser bd. I; og det er altså ikke belejringen af Kalmar, visen handler om, som Paulli og Kristensen fejlagtigt skrev i deres ellers fine artikel 'Af Mortensgaasens Historie' i Danske Studier fra 1932). Med andre ord: de danske har nogle
fjer at plukke med svenskerne; eller en høne at plukke, som man også siger i
dag. Men mortensgåsen er her så kendt, at den kan nævnes i en anden sammenhæng
uden videre forklaring. Men dermed er det ikke en given sag, at skikken skulle
være meget ældre end reformationen. Naturligvis er fejringen af hellig Morten
fra katolsk tid, men der kan godt være kommet nye skikke til, som måske fortæringen
af en lækker gåsesteg.
Mortensgåsen er sandsynligvis kommet til Danmark fra
Tyskland, men dernede var mortensdag oprindeligt især en fest, hvor vinen var
midtpunkt; derom haves mange digte – altså drikkeviser. Først i 1500-tallet
begynder disse tyske digte at omtale både vinen og gåsen. Og Morten bisp var såmænd
også helgen for vinavlerne, og hans tegn på kalenderstavene var oprindeligt
et bæger, således på den ældste kendte danske kalenderstok fra 1531, som er fra
egnen omkring Roskilde. På senere kalenderstave ses dog ofte en gås ud for
mortensdag. Det kunne være udtryk for, at gåsen var blevet så udbredt en spise
på mortensaften, at den ganske fortrængte bægeret – vinavl var jo heller
ikke en dansk foreteelse.
Mortensgåsen kan være kommet til Danmark så sent som
1500-tallet. Men i så fald må den ganske hurtigt være blevet vidt udbredt.
Under alle omstændigheder er det næppe en oprindelig nordisk skik, idet den
ikke er udbredt i de andre nordiske lande. Først fra 1800-tallets midte blev
mortensgåsen udbredt til det egentlige Sverige, hvorimod den havde været kendt
i Skåne lige siden dansk tid. Den dag i dag er Danmark og Skåne de eneste
steder i Norden, hvor mortensgås er almindeligt udbredt og velforankret,
hvilket meget godt viser, at den var udbredt i Danmark før svensken tog Skåne,
men derimod ikke en fællesnordisk skik. I øvrigt: Hans Hansens tilnavn »Skonning«
betyder »skåning«, hvilket han var, for han var født nær Ydsted i Skåne.
 |
| Skånske gæs. (Billedet er lånt fra siden 'Visit Sweden' - men det er altså Skåne, den handler om.) |
Først med den rationalistiske helligdagsreform i 1770 blev mortensdag afskaffet som helligdag. Så nu må man en helt vanlig hverdagsaften invitere gæster og drikke rødvin og spise gås – og det er egentlig lidt ubekvemt. Men det bør man ikke lade sig gå på af.
Men tilbage til Hans Hansen Skonnings værk; for hvordan tilberedtes
en mortensgås i 1616? De skulle ikke alene, siger han, »brades i sig selv slet
og ret hen, saadanne som de ere, men endogsaa fyldes og proppes med kostelige Urter,
som er Rosiner, Svedsker, Æble, Pærer og andet mere sligt, paa det de deraf
disbedre skulle vorde smagendes« (efter Troels-Lund i ovennævnte værk).
Velbekomme!
