24 august, 2016

»den Mark, hvorpaa Kornet kan voxe«

Digitalisering kan være godt. I hvert fald må det ses som et stort gode, at Diplomatarium Danicum (hvis oversættelsesrække hedder Danmarks Riges Breve) er ved at blive digitaliseret. Her kan man fx. læse den voldgiftsdom, som den tyske konge, Sigismund af Luxemborg, i 1424 afsagde i striden mellem Erik af Pommern og de holstenske grever om retten til Sønderjylland. Den fastslog i øvrigt, at hertugdømmet aldrig havde været et arvelen, og at holstenerne derfor ingen ret havde dertil, men at Sønderjylland var en del af Danmarks rige, underlagt kongen. Det er bare et af de mange diplomer på latin, der findes i databasen – også i faksimile og med tilhørende dansk oversættelse.

Voldgiftsdommen fra 1424, hvor Sigismund af Luxemborg, konge af Tyskland, Ungarn og Bøhmen, tildømte Danmarks konge og rige retten til Sønderjylland, hvorved det samtidigt fastsloges, at de holstenske grever ikke havde nogen arveret til landsdelen. Dommen blev læst op i Budapest den 28. juni 1424. Dette diplom er et af de mange, der er ved at blive digitaliseret som led i udgivelsen af Diplomatarium Danicum. (Billedet er lånt fra Diplomatariets hjemmeside.)
Heldigvis er projektet også blevet omtalt i medierne, men et sted faldt præsentationen af den historiske baggrund for diplomatariet undertegnede for brystet. Det var i Weekendavisen nr. 31 fra i år (i artiklen ’Ryk direkte til Middelalderen’ af Anders Lundt Hansen i tillægget Ideer), hvor filologen Thomas Hansen, der er seniorredaktør ved Diplomatariet, udtalte: »Det var arven fra det moderne gennembrud. Ønsket om forsvarlige tekstkritiske udgaver af diplomerne var motivet bag Diplomatariet. Man kunne aflive myter og forestillinger.«

Det er muligt, at det sidste er træffende for den opfattelse af historiefagets formål, som trives (eller trivedes) blandt »det moderne gennembruds« historikere – altså de radikale – men den første del af udsagnet er nu ikke rigtig. Det skal dog være seniorredaktøren forladt, for enhver, der har haft med medierne at gøre, ved sikkert, at hvis man ikke selv forsimpler sit budskab, så vil journalisten gøre det; men det er alligevel kedeligt, at den radikale historikerskoles selvbillede, som dem der indførte kildekritik her i landet (underforstået: at de andre historikere ikke var kritiske), får lov at leve videre.

Ser man på hjemmesiden til Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (som er udgiver af Diplomatarium Danicum) bekræftes man i, at selskabet har en mere dækkende og mindre ensidig udlægning af baggrunden.

For selvom den umiddelbare baggrund for Diplomatarium Danicum ganske rigtigt var, at Erik Arup og Lis Jacobsen, der begge godt kunne betegnes som børn af »det moderne gennembrud«, stod bag den ansøgning fra 1931, der førte til det store projekts igangsættelse, fremgår det af selvsamme ansøgning, at ønsket om udgivelsen af et sådant diplomatarium i Danmark går helt tilbage til historikeren Hans Gram (1685-1748). Ja, naturligvis fandtes der kildekritik og interesse for de skriftlige kilders registrering og udgivelse også før den radikale Kristian Erslev udgav sin bog om Grundsætninger for historisk Kildekritik i 1892. Også selvom hans elever og efterfølgere til tider har givet indtryk af noget andet.

Fx havde fire vigtige udgivelser allerede inden 1931 »ryddet megen skov«, som Sprog- og Litteraturselskabet skriver. Deriblandt Regesta diplomatica historiæ Danicæ (med en fortegnelse over alle trykte diplomer frem til 1660) udgivet af Videnskabernes Selskab i 1847-1870 og 1889-1907, men besluttet allerede i 1828, altså længe før »det moderne gennembrud« i Danmark.

I øvrigt var Johannes Steenstrup optaget af kildeudgivelser, og han var bestemt hverken radikal eller positivist; han var konservativ og stod metodisk i opposition til Erslev og kan vel bedst betegnes som hermeneutiker (jf. Jon Gissels doktorafhandling om Steenstrup, »Den indtrængende Forstaaelse«). Ja, »I Videnskabernes Selskab optrådte Steenstrup som initiativtager til et omfattende arbejde for at skaffe historikerne bedre overblik over kildematerialet«, idet han sammen med et par andre historikere »opfordrede Selskabet til at påtage sig en systematisk registrering af håndskrevne kilder« i udenlandske håndsskriftssamlinger. Først senere og nærmest ved en tilfældighed kom Erslev med i dette arbejde. (Citeret efter s. 115 i »Den indtrængende Forstaaelse«.)

Johannes Steenstrup (1844-1935) på sine ældre dage. (Billedet er lånt fra Heimskringla.)
Det må være på tide, at vi slipper for den myte, at kun historikere, der var positivister, radikale, elever af Erslev eller en del af »det moderne gennembrud«, var kildekritiske. Erslev etablerede ganske rigtigt sin egen metode til kildekritik, som dannede skole, men den er ikke den eneste tænkelige, og det var heller ikke med ham, at kildekritik i dansk historieforskning tog sin begyndelse.

Men tilbage til filologerne bag digitaliseringen af Diplomatarium Danicum, for uanset hvad der i et ubevogtet øjeblik slipper ud om »det moderne gennembrud« osv., så er der ingen tvivl om, at det er folk, der er dygtige på deres felt – og Danmark har i øvrigt altid haft en stærk filologisk tradition, både inden for klassisk og nordisk filologi. Inden diplomerne kan digitaliseres, skal de læses. Og det er lettere sagt end gjort. Dels kan selve dokumentet være svært læseligt, dels kræver det naturligvis omfattende viden dels om datidens skrift og dels om det sprog, diplomet er affattet på. Læsningen skal føre til en transskription. Der skal også udformes en oversættelse, og der skal læses korrektur både på transskription og oversættelse. I øvrigt må man også have viden om sigillografi, altså viden om de segl, der sattes under diplomerne. Grundighed og omhu er selvfølgelig afgørende.

Kun med dygtige fagfolk inden for alle felter kan forskningen fortsætte. Filologien er, som arkæologien, vigtig for fremdragelse og forståelse af de historiske kilder. Det gælder således også Diplomatariet. Eller som Steenstrup ganske smukt sagde om den opgave, som Det kgl. Danske Selskab for Fædrelandets Historie havde med at udgive kilderne: »det dyrker efter Evne den Mark, hvorpaa Kornet kan voxe, og det hygger om den Vingaard, som frembringer Druen.«