tirsdag den 31. oktober 2017

På sporet af en afladshandler

Da man i 1960’erne undersøgte Alstahaug kirke i Helgeland i Norge – der nok er mest kendt som den kirke, hvor salmedigteren Petter Dass havde embede fra 1689 til 1707 – fandt man i en af gravene under gulvet i kirkeskibet en lille sølvdåse med et vokssegl i. Benene i graven viste, at det var en kvinde, der i 1500-tallet var blevet begravet dér på den ikke ringe plads i kirken. Birgitta Berglund har berettet om disse fund og mange andre i sit omfattende værk Alstahaug på Helgeland 1000-1750.
 
En lille sølvæske med et vokssegl fundet i en kvindegrav under gulvet i Alstahaug kirke i Helgeland. Hvilket segl var det? Hvilket dokument havde det været fæstet til? Det viser sig at være seglet til generalkommissæren for afladshandel i Norden, Johannes Arcimboldus, og kvinden må have haft et dyrt afladsbrev med sig i graven, et brev, der nu er ædt af tidens tand. (Foto: Per E. Fredriksen, NTNU Vitenskapsmuseet. Billedet er lånt fra 'Gemini.no'.)

Men hvilket segl var det? Det var noget medtaget og indtørret efter de mange år under kirkegulvet, og det dokument, seglet i sin tid har været fastgjort til, var blevet til intet. Men seglet viste sig ved sammenligning at svare til et andet og mere velbevaret vokssegl – de to var altså et aftryk af samme seglstempel. For det velbevarede segls vedkommende vides det endog, hvilket dokument, det har været fæstet til, og hvis ægthed det altså skulle bevise: nemlig et afladsbrev fra 1518. Altså et afladsbrev udstedt året efter, at den tyske munk Morten Luther (den 31. oktober 1517) slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg, de teser, i hvilke han først og fremmest gik voldsomt til angreb på netop kirkens afladshandel. En begivenhed, der anses for at være begyndelsen på reformationen. Men naturligvis stoppede afladshandelen ikke med det samme, det siger sig selv, for reformationen fandt jo først sted i Danmark i 1536 og i Norge i 1537 – og i Sverige allerede i 1527. 

tirsdag den 24. oktober 2017

Flensborg - fra dansk til tysk

Flensborg er som bekendt en gammel dansk by, og de fleste husker nok også, at der var noget med, at Danmark måske kunne have fået Flensborg hjem ved genforeningen i 1920 – men altså ikke fik det. De, der så niende afsnit af ’Historien om Danmark’ i fjernsynet, så i hvert fald, hvordan den såkaldte påskekrise udløstes af spørgsmålet. Det skete, da kong Christian X afsatte ministeriet Zahle, fordi statsministeren ikke ville udskrive folketingsvalg, så det kunne blive afklaret, om regeringen havde vælgernes støtte til sin politik, som gik ud på at afvise at få mere af Sønderjylland end den nordligste afstemningszone (1. zone), hvor der samlet set havde vist sig dansk flertal. Når spørgsmålet syntes aktuelt, var det, fordi der var en forhåbning om, at Danmark kunne blive tilbudt Flensborg, selvom 75,2% af de afgivne stemmer her var blevet afgivet for Tyskland. (Jeg har tidligere skrevet en artikel om ’Det radikale Venstre og Sønderjylland indtil Genforeningen i 1920’ i kulturtidsskriftet Nomos.)

Dansk plakat fra folkeafstemningen i Sønderjylland i 1920 til brug i 2. zone, først og fremmest Flensborg, hvis hustage ses på tegningen. Den flotte og enkle fremstilling af Dannebrog, der daler ned over Flensborg på afstemningsdagen, den 14. marts, taler sit tydelige sprog. Men Flensborg fik ikke dansk flertal. Dog stemte 28% af de fastboende for Danmark. Uenigheden om, hvorvidt Danmark skulle tage imod Flensborg, hvis verdenskrigens sejrherrer skulle tilbyde Danmark byen, førte til ministeriet Zahles afskedigelse. Man vil bemærke, at teksten er på tysk, hvilket var ganske naturligt, da Flensborg i lange tider havde været overvejende tysksproget; også dengang der endnu var dansk flertal i byen. (Plakaten er lavet af kunstneren Harald Slott-Møller og er her lånt fra de digitale samlinger ved Det kongelige Bibliotek.)

Med kongens handling sikredes vælgerne mulighed for at tage stilling, og Zahles parti, Det radikale Venstre, fik ved valget en afklapsning, idet dets mandattal i folketinget faldt fra 33 til 17, og Danmark fik i stedet en regering af Venstre-folk med Niels Neergaard som statsminister; en regering, der ville stille sig positiv, hvis Danmark skulle få tilbudt noget mere af Sønderjylland end 1. zone – som fx Flensborg. Men Danmark fik aldrig tilbudt mere end Sønderjyllands nordligste afstemningszone (når der ses bort fra bittesmå lokale grænsereguleringer).

Men hvorfor var Flensborg så vigtig? Hvorfor forventede man at få byen tilbudt? Naturligvis var Flensborg Sønderjyllands største by, men også byens lange danske historie spillede ind.

søndag den 15. oktober 2017

Dansk og tysk i Sønderjylland omkring 1848

Husker man endnu Danmarks Radios fjernsynsdramaserie ’1864’? Allerede i første afsnit så man en fanatisk skolelærer sige noget til børnene om, at man nok skulle få lært slesvigerne at tale dansk, fordi alle i Danmark skulle tale dansk. Man fik det indtryk, at »slesvigerne« var tyske, og at »Slesvig« var et område, Danmark ville erobre. Det var en af de mange misvisende ting i den serie. Heldigvis råder DR lidt bod på det med sin nye fakta-serie ’Historien om Danmark’. 

Sprogforholdene i det sydlige Sønderjylland omkring 1840. Dansk (den røde farve) var endnu vidt udbredt og gik i midtlandet langt sydpå, mens indbyggerne i Angel var i gang med at foretage et sprogskifte fra dansk til tysk (den orange farve). Denne udvikling var noget forholdsvis nyt, idet angelboerne endnu ved århundredets begyndelse havde været dansktalende (når der ses bort fra Slesvig). En af årsagerne til sprogskiftet var den systematiske undervisning i tysk i den sydlige del af Sønderjylland (syd for den grå streg), som fulgte med skoleloven af 1814, da tysk indførtes som skolesprog i de områder, hvor tysk siden reformationen havde været kirkesprog, hvilket var blevet indført helt uden hensyntagen til folkesproget. - Kirkelandsbyen Fjolde er markeret med en grøn prik (se billedteksten til billedet nederst i denne optegnelse). (Billedet er lånt fra 'Wikipedia' (creative commons); jeg har selv tilføjet markeringen af Fjoldes beliggenhed.)

Når baggrunden for de sønderjyske krige skal trækkes op, er en henvisning til, hvordan Sønderjylland (eller hertugdømmet Slesvig) var delt mellem dansk og tysk, noget ganske naturligt. En sådan forekom også i ottende afsnit af DR’s fjernsynsserie ’Historien om Danmark’. Ganske kortfattet godt nok: Man fik blot at vide, at »halvdelen af indbyggerne er dansktalende« i hertugdømmet Slesvig. Det er heller ikke helt forkert. Men eftersom serien havde forsømt at benytte de tidligere afsnit til at berette om den sproglige og politiske udvikling i Sønderjylland (se fx min kritik i min anmeldelse af afsnittet om senmiddelalderen på Critiques hjemmeside), kom denne tilstand, som egentlig blot var et øjebliksbillede af en historisk udvikling, næsten til at fremstå som en statisk tilstand. Og det er til gengæld forkert. For de sproglige forhold, som de var i tiden op til 1848, afveg på afgørende måde fra tidligere tiders forhold og var en følge af et historisk forløb, hvor dansk var blevet trængt bort af tysk.

lørdag den 30. september 2017

Peder Vinstrup - den sidste danske biskop i Lund

De, der så afsnittet om ’Reformation og renæssance’ i Danmarks Radios fjernsynsserie  ’Historien om Danmark’, blev vidner til, hvordan biskop Peder Pedersen Vinstrups afsjælede legeme blev både afklædt og opskåret, for at de mest intime detaljer om hans krop kunne deles med almenheden, mens der oven i købet blev gjort grin med dem. (Hvornår har man ligget så længe i sin kiste, at ens krop betragtes som offentlig ejendom og respekten for den dermed ophører?) Selvom det alt sammen var begrundet i almindelig nysgerrighed, foregik det naturligvis i videnskabens navn, og det er da også altid spændende at få noget at vide om fortidens mennesker. Men så er spørgsmålet, om seerne egentlig fik så meget at vide om mennesket Peder Vinstrup? Betragter man mennesket som noget rent materielt, så fik man sikkert det meste at vide – han havde både huller i tænderne og havde lidt af forstoppelse – men vanligvis betragtes et rent materielt menneskesyn som netop umenneskeligt, fordi mennesket er så meget mere end sin krop. 

Biskop Peder Pedersen Vinstrups jordiske rester, som i 2013 blev taget ud af deres sarkofag i krypten under Lund domkirke, Vinstrups egen kirke, hvor han var den sidste danske biskop. Peder Vinstrup levede 1605-1679. Han er blevet kaldt såvel forræder som bolværk mod forsvenskningen af Skåne. (Billedet er fra afsnittet 'Reformation og renæssance' i DR's serie 'Historien om Danmark'.)

Seerne fik fx ikke rigtigt svar på, hvem Peder Vinstrup var ud over, at han var dansk biskop i Lund, da Skåne med Roskilde-freden ophørte med at være en del af Danmarks rige, og at han fortsatte som biskop også efter dette. Disse få kendsgerninger kan så danne udgangspunkt for det følgende, for netop dette, at Vinstrup var biskop i Skånelandene i overgangstiden, var naturligvis en prøvelse, og hans handlen har givet anledning til de mest forskelligartede vurderinger af ham rent menneskeligt – af hans person.

mandag den 21. august 2017

Dansk tunge og nordisk bevidsthed

På sin pilgrimsfærd mod Det hellige Land besøgte Erik Ejegod i 1103 Konstantinopel, og der mødte han nogle fra den græske kejsers livvagt, væringegarden, for den bestod jo af nordiske krigere. Ifølge den danske historieskriver Sakse (Saxo Grammaticus) var det de danske i garden, der ville mødes med kong Erik: »I mellemtiden opsøgte de danskere der var indrulleret i grækernes hær, kejseren og bad indtrængende om tilladelse til at hilse på deres konge.« Det fik de lov til, selvom kejseren var bange for, »at de ville have større respekt for kongen derhjemmefra end for den sold han betalte dem.«. Sakse forklarer i øvrigt på følgende måde for læseren, hvorfor der var danske krigere der hos kejseren: »Blandt de soldater der gør tjeneste i Konstantinopel, er det nemlig dem der taler dansk der har de højeste positioner i hæren, og de fungerer normalt som kejserens personlige livvagt.« (Saxos Danmarkshistorie XII 7,1 og 7,2; Peter Zeebergs oversættelse.) 

Piræus-løven, som på sin højre skulder og sin venstre flanke samt sit venstre forben bærer runeindskrifter. Ved at se nærmere på billedet aner man nok førstnævnte, som med sit slyngede runebånd har været den flottest udførte af indskrifterne. Alle indskrifterne er tilsyneladende fra 1000-tallet og er sandsynligvis udført af nordboer, som har været i den græske kejsers livgarde, væringer kaldet. Denne væringegarde bestod nemlig af folk, der talte dansk tunge, dvs. nordboer i det hele taget. Nogle af dem har mestret runekunsten og har således efterladt sig spor af deres "danske tunge" på denne løve, der oprindeligt (siden antikken) vogtede over havnen i Piræus, men som nu står foran det gamle skibsværft i Venedig, hvortil venetianerne første den som krigsbytte i 1688. I indskriften på løvens højre side har Thorgunn Snædal tydet de nordiske navne Åsmund, Eskil og Thorleif, som altså enten selv har ristet runerne eller mindes eller blot omtales. (Foto: Didier Descouens. Fra 'Wikipedia' under opslaget 'Pireuslejonet'.)

Umiddelbart kunne man nu forledes til at tro, at der kun var danske krigere i kejserens livvagt, men det var ikke tilfældet, for det var ikke kun danerne, der talte dansk, selvom sproget naturligvis havde navn efter netop dem – alle de nordiske folk talte »dansk«. Nærlæser man Sakses fremstilling i sin helhed, fremgår det, at han tog det for givet, at både daner, sveer og nordmænd talte samme sprog (se bl.a. min fremstilling i Danskhed i middelalderen s. 228ff.), hvilket ganske svarer til den almindelige opfattelse dengang. Det nordiske begreb »dansk tunge« betegnede ganske enkelt det fællesnordiske sprog; jævnfør Snorre Sturlasøns forord til sit værk kaldet Heimskringla (færdiggjort omkr. 1230): »I denne boken lot jeg skrive gamle frasagn om de høvdingene som har hatt rike i Nordlandene, og som har talt “dansk tungemål”« (norsk oversættelse af Snorres Konge-Sagaer); og dermed menes hele Norden og alle nordiske høvdinge – selvom hovedvægten er lagt på Norge.

fredag den 26. maj 2017

»Alvorlig taler ved Alfarvej«

Johannes V. Jensens manende digt om de gamles gravhøje kender nok de fleste – og sandt er det, at mange af bronzealderens gravhøje blev lagt ved datidens vejføringer. Især Hærvejen – som allerede var til dengang, og som forbandt bygderne i Jylland med Europa – kantedes af høvdinges og storfolks grave. Ja, gravhøjenes tilstedeværelse er den dag i dag med til at vise, hvor vejens forløb var dengang. Det er tydeligt, at disse gravhøje har skullet kunne ses viden om.

Vi udvælger os en af disse grave; vi drager ad Hærvejen ned i Sønder-Jylland, nærmere bestemt Oversø sogn i Ugle herred i Isted syssel – altså i vore dages Sydslesvig (nyttige turførere hertil kunne være Ture i Nord- og Sydslesvig, Sydslesvig på kryds og tværs eller 1864. En guide i krigens fodspor). Vi skal nemlig høre lidt om en gravhøj nær Sankelmark sø, som ligger smukt højt oppe på et højdedrag øst for vejen. Her har gravhøjen været synlig for alle vejfarende. Men i dag, ak ja, der ser man den næppe. Som det ofte er, når man vil vide noget, får man også noget andet fortalt, og her må vi nu høre lidt om krigen i 1864, for det, man i dag nok mest vil lægge mærke til på stedet, er et stort og noget bastant østrigsk mindesmærke, opført oven på den gamle gravhøj. Velsagtens for at det skal kunne ses viden om. (Jeg skrev også lidt om denne høj i min kronik i Flensborg Avis 11/5 2017.) 

Bronzealdergravhøj med et østrigsk mindesmærke ovenpå. Mindesmærket er fra 1864, og fotografiet er taget efter indvielsen. (Foto: F. Brandt. Billedet er lånt fra hjemmesiden '1864.dk'.)

fredag den 12. maj 2017

Vor tids myter

I en tidligere optegnelse lovede jeg at vende tilbage med flere eksempler på fund, som overfortolkes. Det vil jeg så gøre nu.

Kort sagt mener jeg, at man kan se flere tilfælde, hvor arkæologiske fund eller tekniske analyser af sådanne (det være sig af DNA, strontium-indhold eller lignende) overfortolkes og næsten altid med samme tendens, således at fortiden sjovt nok påstås at ligne noget, der passer til den fremherskende politiske ideologi, hvor globalisering, multietnisk, multikultur, mobilitet osv. er nøgleordene. Jeg finder det således påfaldende, hvor ofte ord som »grænseoverskridende«, »kulturmøde« og »europæisk perspektiv« i løbet af de sidste tyve år har indgået i vinkling, analyse og tolkning, når fortiden skulle behandles. Man skulle næsten tro, at forskningsmidlerne var betinget af, at sådanne ord forekom, men tidsånden er måske en bedre forklaring.

Fandtes der kinesere i det romerske London? Det er blevet hævdet, efter at flere skeletter i grave fra det 2. til det 4. årh. er blevet undersøgt (et af dem ses her). Eftersom den slags spørgsmål i sagens natur aldrig kan afvises fuldstændigt, da ingen ved noget om alle dem, der levede dengang, er det naturligvis dem, der fremsætter den slags påstande, der må sandsynliggøre dem og fremføre noget, der kan underbygge dem. Det er ikke rigtigt tilfældet med påstanden om kineserne. Så svaret på ovenstående spørgsmål må stadig være: Nej, ikke så vidt vi ved. (Foto: Museum of London. Billedet er lånt fra The Independent.)

For nu at undgå misforståelser: Selvfølgelig har folk vandret i fortiden, og selvfølgelig har man til tider handlet med fjerntboende folk, og dukker der et fund op, som må rokke ved vore forudfattede meninger, hvis tolkningen hviler på et solidt grundlag, så er det da spændende. Men hvis fx fundet af en vare fra Ægypten i en dansk grav fra bronzealderen straks tolkes som udtryk for »globalisering«, eller hvis tegn på en vis migration i fx stenalderen straks sammenlignes med vore dages indvandring til Europa, så ligner det ærligt talt mere et forsøg på politisering end et forsøg på at gøre folk klogere på fortiden.

mandag den 24. april 2017

Poppos jernbyrd

I det tredje afsnit af Danmarks Radios fjernsynsudsendelse ’Historien om Danmark’, som handlede om vikingetiden (og som jeg kort har anmeldt for ’Critique’), blev man belært om, at den historie om, at Harald Blåtand blev omvendt til kristendommen, efter at munken Poppo havde båret jernbyrd, ikke var andet end en myte. Man fik af skuespilleren Lars Mikkelsen følgende at vide: »Det er nu næppe Poppos mirakel, der har fået Harald til at vælge kristendommen til. I det hele taget må myten om Poppo tilskrives, at eftertidens kristne skribenter har pyntet på fortællingen, så den kunne bruges til at vise, hvor overlegen den kristne tro var. Nej, Harald har nok nærmere bare… vejet regnestykket op og nået frem til, at kristendommen ikke kan overvindes, hverken på slagmarken eller i danernes hjerter.«

Poppos jernbyrd. Billedet er fra tredje afsnit af DR's serie 'Historien om Danmark'. I samme udsendelse, hvor dette optrin altså dramatiseres, afskrives det som en myte skabt af eftertidens kristne skribenter. Men i virkeligheden er det dog samtidige kilder, der omtaler Poppos jernbyrd. Er der anden grund end moderne modvilje mod mirakler bag afvisningen af historien? (Billedet er lånt fra DR's serie, afsnittet om vikingetiden, som kan ses her.)

Ordene er selvfølgelig ikke bare Lars Mikkelsens; de viser snarere, hvordan folkene bag serien har ønsket historien fortalt. Det er dog ikke bare noget, DR’s medarbejdere har fundet på, for arkæologen Søren M. Sindbæk, der som en vidende og udmærket formidler medvirkede i afsnittet, har andetsteds til DR udtalt sig på lignende måde: »Harald ønsker ikke, at se sit kongedømme gå tabt. Og fordi Otto den 1.’s bedste argument for at erobre Danmark er for at udbrede den kristne tro, så må Harald Blåtand komme ham i forkøbet ved at gøre sit land kristent«. Dermed er det med »slagmarken« også forklaret; i øvrigt udlægges Haralds bevæggrunde også på denne måde i selve fjernsynsudsendelsen. 

tirsdag den 11. april 2017

Om norsk identitet i middelalderen

Fandtes der en norsk national identitet i middelalderen? Det spørgsmål har naturligvis været lige så omdiskuteret som det tilsvarende spørgsmål om en dansk identitet (en diskussion, jeg har berørt i et tidligere opslag). Dr.art. Erik Opsahl er en af dem, der har beskæftiget sig med spørgsmålet, og som en kort indføring heri skal vi i det følgende se på en af dennes artikler. Opsahl spørger dog ikke »om«, men derimod »i hvilken grad« en norsk nationalfølelse opstod i middelalderen. Artiklen ’I hvilken grad oppstod norsk nasjonalfølelse og identitet i middelalderen?’ (som findes i antologien Tankar om ursprung red. af Fredrik Svanberg) indeholder både teoretiske, metodiske og tolkningsmæssige overvejelser vedrørende nationalitet og national identitet i middelalderen, men her vil vi alene fremdrage nogle af de eksempler på norsk nationalitet, som Opsahl nævner.

Bergen var allerede i 1190'erne en stor handelsby, som fik besøg af mange folk af forskellig nationalitet. I 1191 fik byen også besøg af en gruppe daner, der var på vej til Det hellige Land, og mellem dem (som jo var fremmede) og byens borgere (som var nordmænd) udbrød strid pga. drukkenskab og deraf følgende usømmelig opførsel fra danernes side. Balladen fandt nok sted i de lange smalle gyder mellem handelsgårdene. På billedet ses en sådan gyde, nemlig den mellem Bellgården og Jakobsfjorden; fotografiet er fra før 1939, og gårdene er bygget i 1702. Gårdene på billedet er altså ikke fra middelalderen, men pga. de mange bybrande i Bergen findes der desværre ingen sådanne. De gårde, der blev opført i 1702, har dog i det meste lignet dem, der lå der før, som var bygget i 1527. De gårde, der lå der omkring år 1200 var sandsynligvis noget lavere og havde naturligvis ikke store vinduer med glasruder. (Foto: Anders Beer Wilse. Billedet er lånt fra 'Wikipedia', opslaget 'Jacobsfjorden'.)

Vi vil (som også Opsahl gør) begynde i Bergen i 1191, idet han citerer fra en tekst skrevet omkring år 1200 – sandsynligvis af en i Danmark bosiddende nordmand. Teksten kaldes for 'Danernes færd til det hellige land', og beretter om en gruppe bestående af både daner og nordmænd, der drog ud for at deltage i Det tredje Korstog. Jeg benyttede selv kilden i min bog om Danskhed i middelalderen, da den – som en kilde der var uafhængig af og næsten samtidig med Saxos Gesta Danorum – kunne bekræfte Saxos fremstilling af Esbern Snares meget danskbevidste sindelag. Men her er vi altså et helt andet sted i teksten, idet Opsahl griber fat i følgende lille optrin, hvor de rejsende er kommet til Bergen:

lørdag den 1. april 2017

Gorm den Gamle var indvandrer

Et spændende fund og en videnskabelig undersøgelse med vidtrækkende følger er sagen i dag. Fundet er et magasinfund, og det er da også den slags fund, som man må vente sig mest af i fremtiden. Der har nemlig tidligere været lidt rod på de danske museer, og derfor ligger der mange spændende og af og til uregistrerede sager og venter på at blive genopdaget. Det drejer sig her om en tand fra Gorm den Gamle, som man har fundet i den skuffe på Nationalmuseet, hvori den gamle konges ben lå indtil genbegravelsen i 2000. Tanden var blevet overset og kom ikke med i graven dengang, men er altså nu dukket op ved en særlig grundig magasingennemgang. Efterfølgende er tandens emalje blevet underkastet en strontium-analyse, og den opsigtsvækkende kendsgerning er, at Gorm den Gamle slet ikke er fra Danmark, men derimod både er født og opvokset i England. Det er post.doc. Anders M. Petersen ved Aarhus universitet, der har foretaget analysen. Han har indvilget i at medvirke i en samtale, som altså er noget nyt, vi kaster os ud i her på denne internetlogbog. Desværre har det været umuligt for undertegnede selv at tage til Aarhus, men jeg har fået hjælp af stud.mag. Peter Lehnskov (også Aarhus universitet). Følgende er altså en samtale mellem de to, og selvom jeg nok ikke er enig i alle de slutninger, Anders M. Petersen drager, så er jeg ham tak skyldig for, at han har villet deltage, og jeg er glad for at kunne bringe samtalen her på ’Fra dunkle væld’.

[Kursiv skrift = Peter Lehnskov; alm. skrift = post.doc. Anders M. Petersen.]

»Kan du fortælle os lidt om, hvad din undersøgelse af tanden har vist?

Ja. Vi har altså underkastet emaljen en strontium-analyse, som lidt kort sagt kan vise, hvor i verden man stammer fra. Det kan den, fordi emaljen opbygges i barneårene, men så stopper det. Og når emaljen opbygges, indgår der strontium fra det omgivende miljø, og dette strontium-niveau er altså forskelligt på forskellige geografiske steder. Så vi kan simpelthen se, at den, der har haft denne tand, er opvokset i England. Med andre ord: Gorm den Gamle var ikke dansk, men derimod englænder! Han var altså indvandrer, hvilket jo rokker temmelig meget ved den nationale tolkning af historien, de fleste af os er flasket op med.

Gorm den Gamles tand - et af de mest opsigtsvækkende magasinfund i Danmark i lang tid. Strontium-analyser af tandemaljen viser, at Gorm den Gamle slet ikke var vokset op i Danmark, men derimod i England.

Men bekræfter det ikke bare Saxos udlægning? Saxo omtaler jo en Gorm med tilnavnet »den Engelske«, som blev konge af Danmark. Også Roskildekrøniken nævner en Gorm Svenssøn fra England, der ikke kunne »nøjes med sit eget land« og derfor erobrede Danmark. Flere kilder har jo en del forvirring netop på dette punkt i kongerækken, og gentager ligesom kongerne Gorm og Harald, så de optræder to gange, og man har derfor antaget, at denne Gorm fra England faktisk kunne være identisk med ham, vi kender som Gorm den Gamle. Hvad siger du til det?

fredag den 31. marts 2017

»Hal ned Dannebrog!«

I dag for hundrede år siden – den 31. marts 1917 – overdrog Danmark ved en ceremoni De vestindiske Øer til De forenede Stater (USA). Da Dannebrog, splitflaget, kl. fire om eftermiddagen (lokal tid) blev halet på paradepladsen i Charlotte Amalie – øernes hovedstad på Skt. Thomas – endte nogle hundrede års dansk herredømme over øerne; men ikke bare det, for da De vestindiske Øer var Danmarks sidste koloni, endte dermed også Danmarks tid som kolonimagt (idet Grønland på trods af eventuelle kolonilignende forhold ikke regnedes for en koloni, men for et såkaldt biland, og derfor også havde sit eget våbenskjold i kongevåbnet; se fx ph.d. Jens Wendel-Hansens bidrag til den debat).

Den 31. marts 1917 vajede Dannebrogs splitflag for sidste gang over De vestindiske Øer. Ceremonien, hvor øerne blev overdraget fra Danmark til USA, fandt sted på paradepladsen i Charlotte Amalie på Skt. Thomas. Nøjagtig kl. fire om eftermiddagen befalede den sidste danske generalguvernør, Henri Konow: "Hal ned Dannebrog!", og Danmarks tid som kolonimagt var til ende. (Foto: Det Kgl. Bibliotek. Billedet er lånt fra hjemmesiden 'Dansk militærmusik'.)

Den danske koloni på Skt. Thomas blev grundlagt i 1672, Skt. Jan blev (efter nogle forgæves koloniseringsforsøg) erhvervet i 1718, og Skt. Croix i 1733 (se bl.a. værket Vore gamle tropekolonier). Nu blev disse øer altså overdraget til USA som et led i en handel, hvor USA desuden anerkendte Danmarks overhøjhed over hele Grønland, hvilket var en ikke ubetydelig indrømmelse. Handlen var blevet fuldført fem timer inden ceremonien skulle finde sted, idet en check på 25 millioner dollar blev overdraget til Danmarks ambassadør i Washington, Constantin Brun. Da dette var sket, sendtes telegrafisk besked til generalguvernøren for De vestindiske Øer, Henri Konow, så denne kunne vide, at alt var i orden, og at overdragelsen skulle finde sted som planlagt (hvilket man bl.a. kan læse om på Rigsarkivets meget fine sider om øerne og overdragelsen mm.).

fredag den 17. marts 2017

Var Danmark multietnisk i vikingetiden?

Husker den ærede læser mon artiklen om Harald Blåtands vikinger, der angiveligt skulle have været polske lejesoldater? Jeg har omtalt den i et tidligere opslag. Aviser og elektroniske medier flyder over med den slags sensationsprægede overskrifter. Tag nu denne fra Berlingske Tidende: ’Efter nyt fund: Vikingetiden var multietnisk’. Det var ellers ikke så lidt!

En norsk kvinde drog til Danmark i vikingetiden. Gjorde det Danmark multietnisk? Beviser det, at folk rejste over meget længere afstande, end vi troede? Næppe. Men en overskrift, der lød som følger, ville nok ikke skabe samme sensation: 'Norsk kvinde begravet i Danmark. Bekræfter vores billede af vikingetiden'. (Billedet er lånt fra hjemmesiden 'Opplev Karmøy'.)

For selvom ordet »multietnisk« strengt taget bare betyder, at der er flere folkeslag på et sted, eller at noget er præget af flere folkeslag, så ligger det i hele brugen af ordet, at der skal være temmelig mange forskellige folk, eller at de personer, der ikke tilhører den mest dominerende etnicitet, må udgøre en temmelig stor del af den samlede befolkning. De nordiske lande er vel (ligesom de fleste lande i Europa) multietniske i dag, men det blev de dog ikke regnet for at være i fx 1980. Var der procentuelt flere fremmede i Danmark i vikingetiden, end der var i 1980? Jeg tvivler stærkt, og der er da heller ingen beviser for noget sådant. Hans Kornø Rasmussen viser også meget godt i sin bog, Den danske stamme (fra 2008), at indvandringen i historisk tid aldrig har været så stor, som den er i dag. Kornø Rasmussen slog desuden med sin bog fra 2000 (Dem og os – det multietniske Danmark) fast, at Danmark var ved at blive multietnisk pga. denne indvandring; det var altså ikke noget, Danmark var før. Næppe heller i vikingetiden.

fredag den 17. februar 2017

Om kongens - og visse andres - valg

I Danmark har den norske film Kongens nei (hvilket på dansk er blevet »oversat« til Kongens valg) nu i nogen tid rullet over biograflærrederne. Som historisk fiktionsfilm betragtet er den af langt højere kvalitet end en film som fx Under sandet, der tager sig så mange friheder, at fremstillingen af de historiske begivenheder bliver ganske forvredet (hvilket jeg kort har berørt i et tidligere opslag). Det kan man ikke sige om Kongens nei, for selvom der naturligvis er udeladt vigtige personer, ordskifter er blevet opdigtet osv., så er det alt sammen noget, der tjener det overordnede formål at give en tilskåret fremstilling af et historisk forløb med nærblik på nogle af de vigtigste personer, og det på en sådan måde, at det overordnede forløb ikke forandres, men blot træder tydeligt frem. Mange enkeltheder og begivenhedsforløb er i øvrigt gengivet ganske tro mod det, vi ved.

Filmen bygger umiddelbart på Alf R. Jacobsens bog af samme navn, men allerede i 1979 udgav Per Øyvind Heradstveit bogen Kongen som sa NEI!, hvis grundliggende problematik og fremstilling i det hele taget rummer næsten alle de vinkler, portrætter og spørgsmål, som også filmen indeholder. Bl.a. sætter Heradstveit kongehuset ind i en politiske ramme og bygger fremstillingen op om kong Haakon VII's »nej« til den tyske gesandt Bräuer den 10. april i Elverum.


Den norske kong Haakon VII og kronprins Olav søger skjul for de tyske bomber over Molde den 28. april 1940. Billedet blev kendt i samtiden og inspirerede Nordahl Grieg til digtet 'Kongen', hvori bl.a. disse linjer optræder: "Rak og høy står han ved bjørken / stirrende mot det som kommer, / ørne-ensom, ørne-stolt." Birken selv blev et nationalt symbol: kongebjørka. Haakon VII var broder til den danske kong Christian X og hed prins Carl, før han valgtes til det fri Norges konge efter unionsopløsningen i 1905. (Foto: Per Bratland. Billedet er lånt fra NRK's hjemmeside.)

Selvom det forekommer lidt sært at omdøbe filmen i Danmark (især når man betænker, at film med virkeligt fremmede titler, som fx alle de amerikanske, ikke længere oversættes), så er det da sandt, at filmen fremhæver valget som tema. Og ikke bare kongens, men også andres.

Tag nu fx den befalingshavende på Oscarsborg, der uden klare instrukser må forholde sig til de mørklagte skibe, som i mulm og tåge er på vej ind i Oslo-fjorden og passerer Oscarsborg omtrent tyve minutter over fire om morgenen den dag, 9. april 1940. 


torsdag den 2. februar 2017

Kyndelmisse

»Det er hvidt herude: / Kyndelmisse slaar sin Knude / overmaade hvas og haard«. Sådan synger vi i Steen Steensen Blichers stemningsfulde vintersang. Og i Jeppe Aakjærs mere livlige sang om sneflokke, der kommer vrimlende, afsluttes med konstateringen: »og nu kom Kjørmes-Knud!« De to sange er nok mere end noget andet med til at forme den danske opfattelse af, hvad kyndelmisse er – for »kjørmes« i Aakjærs sang er såmænd bare en folkelig (eller dialektal) måde at sige kyndelmisse på, og kyndelmisse er i øvrigt den danske eller folkelige måde at sige kandelabermesse på, hvilket igen var en oversættelse af messens latinske navn: missa candelarum (se mere i Ordbog over det danske Sprog). Men det vender vi tilbage til, ligesom vi også gemmer det med »knuden« lidt endnu. 

Johan Christian Dahl: Vinterlandskab. Nær Vordingborg (1827). Maleriet kunne godt lede tankerne hen på kyndelmisse. J.C. Dahl var fra Bergen, men var født, da Norge endnu var Danmarks tvillingerige, og han begyndte sin kunstneriske løbebane på Kunstakademiet i København. (Billedet er lånt fra Statens museum for kunst.)

fredag den 27. januar 2017

Danerne og de ældste kilder

Danerne nævnes fra midten af 500-tallet som et af mange folkeslag i Norden. De græske og romerske geografer og historikere havde længe vist interesse for de »barbariske« folkeslag i Nord-Europa (Tacitus’ Germania er nok det mest kendte af disse værker), og på et tidspunkt begynder altså folkenavnet Dani (på latin) eller Δανοι (på græsk) at optræde.

Den gotiske historiker Jordanes skrev sine værker på latin. I Getica, der beskriver goternes historie, omtales øen Scandza i det nordlige hav; »øen« er blevet identificeret med enten Skåne eller den skandinaviske halvø. Her omtales en del folkeslag; tre af dem omtales i sammenhæng, nemlig suetiderne, danerne og herulerne: »suetiderne er kendt for at være større end alle de andre af dette folk, selvom også danerne, der er udgået af deres æt, har fordrevet herulerne fra deres landområde.« (Allan A. Lunds oversættelse i De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie s.284 (med latinsk tekst s. 285). Hele Getica er udgivet med svensk og latinsk paralleltekst (oversat af Andreas Nordin).)

Antikkens geografer havde en vis viden om forholdene i Norden, hvilket denne gengivelse af et af de ptolemæiske kort viser; man er ikke i tvivl om, at det gengiver området omkring det, der senere fik navnet Danmark. Ptolemaios var en græsk geograf, astronom og matematiker, der levede omtrent 100-170, og i værket Γεωγραφικη υφηγησις (en slags geografisk håndbog) samlede han al kendt viden om verden og beskrev beliggenheden af omkr. 8000 steder vha. længde- og breddegrader. Kort som det ovenstående (der er en gengivelse af et kort i håndskriftet Codex Urbinas 82) er tegnet på baggrund af oplysningerne - ja, nogle mener, at enkelte af kortene, som fx det ovenstående, er tegnet af Ptolemaios selv. Det er således Gudmund Schüttes synspunkt fx i artiklen 'Det ptolemæiske Danmarkskort' (i Geografisk Tidsskrift bd. 23, 1915-1916), hvorfra også billedet er lånt. Man vil bemærke, at der på Ptolemaios' tid endnu ikke kendtes noget til en stamme ved navn danerne, men på kortet findes andre også senere kendte folkeslag som fx saxerne og kimbrerne.

onsdag den 11. januar 2017

Niels Ebbesen - en dansk helt

Som jeg har påpeget i min bog Danskhed i middelalderen, har det været en udbredt antagelse, at en dansk nationalbevidsthed skulle være et moderne fænomen. I samme bog påviser jeg dog, at der fandtes en sådan bevidsthed allerede i middelalderen, og at opfattelsen af, hvad det danske er, bl.a. hos Saxo var knyttet til et dansk folk snarere end til kongens rige.
 
Går man – fra Saxo at regne – frem i tiden, finder man også andre vidnesbyrd om en bevidst danskhed; en danskhed, der ikke blot konstitueres af riget, men også af folket. Tag nu fx Jyske Krønike, der ofte beskriver de mange konflikter med fremmede magter, Danmark havde været involveret i, som nationale konflikter.

Niels Ebbesen og hans mænd rider bort fra Randers. Det er ikke kun i moderne tid, at Niels Ebbesens dåd er blevet tolket som et led i en dansk-tysk konflikt. (Tegning af Rasmus Christiansen i Danmarks Historie i Billeder udg. i 1891 af Alfred Jacobsen med tekst af V. Mollerup.)

Jyske Krønike er en af de samtidige kilder, vi har til begivenhederne i årene omkring Niels Ebbesens drab på grev Gert (eller Gerhard) i 1340, idet den menes at være forfattet mellem 1342 og 1346: Jyske Krønike beretter om stridighederne i ganske nationale vendinger. Fx »Så samledes alle jyderne i 1329 til slag ved borgen Gottorp mod grev Gerhard, og dér tabte de på grund af et vist forræderi hos danske, og mange faldt«. Og videre: »Fra da af skabtes tyskernes tunge åg over Danmark« (alle citater fra Jyske Krønike er efter Rikke Agnete Olsens oversættelse). Danske og tyskere som modsætninger; de, der bryder rækken, er forrædere. Det folkelige tilhørsforhold er udgangspunktet. Ja, det siges sågar, at de jyske stormænd, der selv havde fordrevet kong Christoffer, nu kaldte ham tilbage »af had til de tyske«.