fredag den 17. februar 2017

Om kongens - og visse andres - valg

I Danmark har den norske film Kongens nei (hvilket på dansk er blevet »oversat« til Kongens valg) nu i nogen tid rullet over biograflærrederne. Som historisk fiktionsfilm betragtet er den af langt højere kvalitet end en film som fx Under sandet, der tager sig så mange friheder, at fremstillingen af de historiske begivenheder bliver ganske forvredet (hvilket jeg kort har berørt i et tidligere opslag). Det kan man ikke sige om Kongens nei, for selvom der naturligvis er udeladt vigtige personer, ordskifter er blevet opdigtet osv., så er det alt sammen noget, der tjener det overordnede formål at give en tilskåret fremstilling af et historisk forløb med nærblik på nogle af de vigtigste personer, og det på en sådan måde, at det overordnede forløb ikke forandres, men blot træder tydeligt frem. Mange enkeltheder og begivenhedsforløb er i øvrigt gengivet ganske tro mod det, vi ved.

Filmen bygger umiddelbart på Alf R. Jacobsens bog af samme navn, men allerede i 1979 udgav Per Øyvind Heradstveit bogen Kongen som sa NEI!, hvis grundliggende problematik og fremstilling i det hele taget rummer næsten alle de vinkler, portrætter og spørgsmål, som også filmen indeholder. Bl.a. sætter Heradstveit kongehuset ind i en politiske ramme og bygger fremstillingen op om kong Haakon VII's »nej« til den tyske gesandt Bräuer den 10. april i Elverum.


Den norske kong Haakon VII og kronprins Olav søger skjul for de tyske bomber over Molde den 28. april 1940. Billedet blev kendt i samtiden og inspirerede Nordahl Grieg til digtet 'Kongen', hvori bl.a. disse linjer optræder: "Rak og høy står han ved bjørken / stirrende mot det som kommer, / ørne-ensom, ørne-stolt." Birken selv blev et nationalt symbol: kongebjørka. Haakon VII var broder til den danske kong Christian X og hed prins Carl, før han valgtes til det fri Norges konge efter unionsopløsningen i 1905. (Foto: Per Bratland. Billedet er lånt fra NRK's hjemmeside.)

Selvom det forekommer lidt sært at omdøbe filmen i Danmark (især når man betænker, at film med virkeligt fremmede titler, som fx alle de amerikanske, ikke længere oversættes), så er det da sandt, at filmen fremhæver valget som tema. Og ikke bare kongens, men også andres.

Tag nu fx den befalingshavende på Oscarsborg, der uden klare instrukser må forholde sig til de mørklagte skibe, som i mulm og tåge er på vej ind i Oslo-fjorden og passerer Oscarsborg omtrent tyve minutter over fire om morgenen den dag, 9. april 1940. 


Manden hed Birger Kristian Eriksen, var oberst og var 65 år gammel. Hans tilknytning til Oscarsborg gik langt tilbage, idet han allerede i 1905 havde været batterichef for tre af kanonerne (hvilket blandt meget andet kan læses på Forsvarets museers hjemmeside). 1905 var netop året, hvor Norges union med Sverige opløstes, og forud for den beslutning havde Norge rustet op – for en sikkerheds skyld. Men alt endte med at gå fredeligt til dengang. I 1933 overtog Birger Eriksen selv kommandoen for hele fæstningen efter at have tjent forskellige andre steder. I trediverne kritiserede Birger Eriksen regeringens manglende vilje til oprustning, så i visse kredse (omkring arbejderpartiet) blev han anset for en kontroversiel skikkelse. Den 9. april om morgenen skulle han – sandsynligvis for første gang i hele sin militære løbebane – tage stilling til, om kanonerne for alvor skulle bruges mod et bemandet skib eller ej.

Oberst Birger Eriksen, der havde kommandoen på Oscarsborg 9. april 1940. Hans valg - at beskyde det tunge tyske panserskib BLÜCHER - fik afgørende betydning for kongens og regeringens mulighed for at forlade Oslo i tide, inden byen blev tysk besat. Billedet er taget efter krigen, og på brystet ses bl.a. den højeste norske udmærkelse, Krigskorset med sværd.

Retningslinjerne var som nævnt ikke videre klare. Oscarsborg havde fra stillinger længere mod syd fået efterretning om, at skibene var på vej, og at der var blevet afgivet varselsskud, hvilket altså ikke havde fået dem til at standse. Hvad Birger Eriksen dog ikke – pga. kommunikationssvigt – havde fået at vide var, at der var tale om tyske skibe. Desuden var der særdeles dårlig sigtbarhed. Og da var det, at Birger Eriksen traf sin beslutning om at skyde for at træffe. I filmen siger en underordnet: »Men hva om vi tar feil?« Og det har naturligvis været en alvorlig overvejelse i øjeblikket. Der var ikke erklæret krig; Eriksen kunne vel ikke være fuldstændig sikker på, at skibene havde fjendtlige hensigter. Men meget tydede dog på det: Det var fremmede orlogsskibe, de var mørklagte og søgte altså at skjule sig, og de standsede ikke ved varselsskud. Det måtte være fjender. Det er blevet fortalt, at Eriksen sagde følgende: »Ja, ja, enten blir det krigskorset eller krigsrett«. Eller i en anden version: »Visst fanden skal der skytes med skarpt! Enten blir jeg stilt for krigsrett eller jeg blir behandlet som krigshelt. Fyr!« Uanset hvad: Birger Eriksen gav ordre til at afgive ild.

Selvom det havde været vanskeligt at afstandsbedømme på grund af den dårlige sigtbarhed, blev det et par fuldtræffere efterfulgt af flere skud mod det tyske skib både over og under vandet. Det sank efter et par timer, og ild og vand tog livet af et sted mellem 600 og 800 af de ombordværende. De øvrige tyske skibe trak sig tilbage. I stedet begyndte et tysk bombardement af Oscarsborg, hvilket varede fra otte morgen til seks aften. I alt faldt der mere end 500 bomber over Oscarsborg. Efter et døgns tid overgav Birger Eriksen Oscarsborg, men først efter, at Kopås-batteriet på fjordens østside var blevet besat af tyske tropper. 


Se det klip fra filmen Kongens nei, hvor Birger Eriksen giver ordre til at beskyde den tyske krydser BLÜCHER. (Billede fra filmen Kongens nei.)

Det tyske orlogsskib var den tunge krydser BLÜCHER, som var ganske nyt; søsat i 1937, men først taget endeligt i brug fire dage før, det fik et skud for boven i Oslo fjord. Og
BLÜCHER var ganske rigtigt ude i fjendtligt ærinde, idet målet var at indtage Oslo og ikke mindst at få magt over de norske myndigheder såsom konge, regering og storting. Derved håbede man fra tysk side at kunne fremtvinge en norsk overgivelse og muligvis også en norsk godkendelse af den tyske besættelse – som det skete i Danmark. Men sænkningen af BLÜCHER forsinkede den tyske plan rundt regnet tredive timer, så konge, regering og de fleste stortingsmedlemmer kunne drage af gårde og komme i sikkerhed længere inde i landet.

Andetsteds i landet sad der senere samme dag en anden befalingshavende, der valgte helt anderledes. Han er ikke med i filmen, som jo følger kongen og begivenhederne i det sydlige Norge. Og denne mand, Konrad Sundlo, sad i Narvik, som for Tyskland nok var en af de vigtigste norske byer. Herfra udgik transportskibene mod Tyskland med den svenske jernmalm, der kørtes fra bl.a. Kiruna med jernbane over grænsen til Norge og til havnen i Narvik. Og denne jernmalm var vigtig for den tyske krigsindustri. To (temmelig gamle) norske panserskibe, EIDSVOLL og NORGE, var om morgenen 9. april blevet skudt i sænk i Ofot-fjorden ud for Narvik, hvorved 282 nordmænd mistede livet. Derefter skulle byen have forsvaret sig. Men det gjorde den ikke, for oberst Sundlo overgav sig uden kamp (en kort beskrivelse findes i Det moderne fylket af Harald Rinde, hvilket er bd. 3 i Nordlands historie). Men ud over at Sundlo tilsyneladende anså det for håbløst at kæmpe, når nu han i årevis havde beklaget sig over, at forsvaret af Narvik (og det norske forsvar i det hele taget) var for ringe og utilstrækkeligt, så var der også det, at han havde forståelse for Tyskland. Han forstod deres bevæggrunde så godt, at han ikke kunne se meningen med, at Norge skulle kæmpe imod. Han ville egentlig hellere se Norge stå sammen med Tyskland. Han var i øvrigt medlem af det parti, der kaldte sig Nasjonal Samling, og hvis leder, Vidkun Quisling, senere samme dags aften stillede sig i spidsen for et tyskvenligt statskup. Sundlo blev straks sat fra bestillingen af sin overordnede, og det lykkedes 200 norske soldater under ny ledelse at slippe ud af Narvik og derved undgå tysk fangenskab.

Den enkeltes valg kunne godt have afgørende betydning på en dag som 9. april.

Siden blev Sundlo såkaldt rigshirdchef; »hirden« svarede omtrent til nazisternes Sturmabteilung (SA) i Tyskland. Sundlo blev i øvrigt en af dem, der pressede på for, at Quislings regime skulle sende norske værnepligtige til den tyske østfront. Efter krigen blev Sundlo dømt til livsvarigt straffearbejde, men blev benådet i 1952.

Angående Narvik, så var den tyske sejr dog endnu ikke helt i hus, selvom Sundlo overgav sig, for siden, den 28. maj, generobredes byen af norske og allierede styrker efter hårde kampe – en sejr, der dog ikke blev fulgt op, da de allierede kort tid efter ville trække sig ud af Norge, hvorpå de norske styrker i Norge kapitulerede den 10. juni. (Læs mere om slaget om Narvik på 'norgeshistorie.no'.)

Lad os til sidst vende tilbage til Birger Eriksen, manden der traf en af de mest afgørende beslutninger den 9. april. Der står et mindesmærke for ham ved Moskenes kirke i Lofoten. For her var han født, på Moskenes gård lige ved siden af kirken. Birger Eriksen overlevede krigen og tildeltes bl.a. den højeste norske udmærkelse, Krigskorset med sværd. 


Oberst Birger Eriksens buste nær Moskenes kirke i Lofoten. I baggrunden ses Moskenes gård, Birger Eriksens fødehjem. (Billedet er lånt fra hjemmesiden 'Heer & nå'.)

Hvem skulle nu have troet det: At en lille gut fra en af gårdene på Lofoten en dag skulle få så afgørende betydning? Tja, man ved jo aldrig, hvilken af de mange smågutter i by og bygd, der kan vise sig at være den rette mand på rette tid, når skæbnesvangre valg en dag skal træffes.