31 marts, 2017

»Hal ned Dannebrog!«

I dag for hundrede år siden – den 31. marts 1917 – overdrog Danmark ved en ceremoni De vestindiske Øer til De forenede Stater (USA). Da Dannebrog, splitflaget, kl. fire om eftermiddagen (lokal tid) blev halet på paradepladsen i Charlotte Amalie – øernes hovedstad på Skt. Thomas – endte nogle hundrede års dansk herredømme over øerne; men ikke bare det, for da De vestindiske Øer var Danmarks sidste koloni, endte dermed også Danmarks tid som kolonimagt (idet Grønland på trods af eventuelle kolonilignende forhold ikke regnedes for en koloni, men for et såkaldt biland, og derfor også havde sit eget våbenskjold i kongevåbnet; se fx ph.d. Jens Wendel-Hansens bidrag til den debat).

Den 31. marts 1917 vajede Dannebrogs splitflag for sidste gang over De vestindiske Øer. Ceremonien, hvor øerne blev overdraget fra Danmark til USA, fandt sted på paradepladsen i Charlotte Amalie på Skt. Thomas. Nøjagtig kl. fire om eftermiddagen befalede den sidste danske generalguvernør, Henri Konow: "Hal ned Dannebrog!", og Danmarks tid som kolonimagt var til ende. (Foto: Det Kgl. Bibliotek. Billedet er lånt fra hjemmesiden 'Dansk militærmusik'.)

Den danske koloni på Skt. Thomas blev grundlagt i 1672, Skt. Jan blev (efter nogle forgæves koloniseringsforsøg) erhvervet i 1718, og Skt. Croix i 1733 (se bl.a. værket Vore gamle tropekolonier). Nu blev disse øer altså overdraget til USA som et led i en handel, hvor USA desuden anerkendte Danmarks overhøjhed over hele Grønland, hvilket var en ikke ubetydelig indrømmelse. Handlen var blevet fuldført fem timer inden ceremonien skulle finde sted, idet en check på 25 millioner dollar blev overdraget til Danmarks ambassadør i Washington, Constantin Brun. Da dette var sket, sendtes telegrafisk besked til generalguvernøren for De vestindiske Øer, Henri Konow, så denne kunne vide, at alt var i orden, og at overdragelsen skulle finde sted som planlagt (hvilket man bl.a. kan læse om på Rigsarkivets meget fine sider om øerne og overdragelsen mm.).

Ceremonien blev dokumenteret ikke bare ved fotografier, men også ved levende billeder, som kan ses her. Generalguvernør Henri Konow beordrede »Hal ned Dannebrog!«, hvilket derpå skete, mens et dansk militærorkester fra den danske fregat Valkyrien spillede 'Kong Christian' (man kan læse mere om dansk militærmusik på De vestindiske øer her). Derpå blev USA’s stjernede og stribede flag – som kaldes Old Glory – hejst til tonerne af USA’s nationalmelodi.
 
Dannebrog hales ned til tonerne af 'Kong Christian', Charlotte Amalie 31/3 1917, og det danske herredømme over Skt. Thomas, Skt. Jan og Skt. Croix var til ende. Se filmen her - men bemærk, at der er lagt en forkert melodi på lydsiden!

Ser man denne film, der viser overdragelsesceremonien, vil man – vel især som dansk – undre sig over, at der som den danske nationalmelodi spilles tonerne til ’God save the King’ (eller ’Gud sign vår konge god’ – for det er jo også tonerne til nordmændenes kongesang). Men lydsporet er naturligvis ikke oprindeligt; det var jo stumfilmens dage. I øvrigt er tonerne til USA’s nationalmelodi også forkerte, for deres nationalsang var dengang (og indtil 1931) ’Hail Colombia’ (som kan høres her). Lydsporet til filmen er altså ret nyt.

Selvfølgelig var det ’Kong Christian’ og ’Hail Colombia’, der blev spillet den dag for hundrede år siden. Mens Dannebrog blev halet ned for sidste gang, og Danmarks tid som kolonimagt endte.