mandag den 24. april 2017

Poppos jernbyrd

I det tredje afsnit af Danmarks Radios fjernsynsudsendelse ’Historien om Danmark’, som handlede om vikingetiden (og som jeg kort har anmeldt for ’Critique’), blev man belært om, at den historie om, at Harald Blåtand blev omvendt til kristendommen, efter at munken Poppo havde båret jernbyrd, ikke var andet end en myte. Man fik af skuespilleren Lars Mikkelsen følgende at vide: »Det er nu næppe Poppos mirakel, der har fået Harald til at vælge kristendommen til. I det hele taget må myten om Poppo tilskrives, at eftertidens kristne skribenter har pyntet på fortællingen, så den kunne bruges til at vise, hvor overlegen den kristne tro var. Nej, Harald har nok nærmere bare… vejet regnestykket op og nået frem til, at kristendommen ikke kan overvindes, hverken på slagmarken eller i danernes hjerter.«

Poppos jernbyrd. Billedet er fra tredje afsnit af DR's serie 'Historien om Danmark'. I samme udsendelse, hvor dette optrin altså dramatiseres, afskrives det som en myte skabt af eftertidens kristne skribenter. Men i virkeligheden er det dog samtidige kilder, der omtaler Poppos jernbyrd. Er der anden grund end moderne modvilje mod mirakler bag afvisningen af historien? (Billedet er lånt fra DR's serie, afsnittet om vikingetiden, som kan ses her.)

Ordene er selvfølgelig ikke bare Lars Mikkelsens; de viser snarere, hvordan folkene bag serien har ønsket historien fortalt. Det er dog ikke bare noget, DR’s medarbejdere har fundet på, for arkæologen Søren M. Sindbæk, der som en vidende og udmærket formidler medvirkede i afsnittet, har andetsteds til DR udtalt sig på lignende måde: »Harald ønsker ikke, at se sit kongedømme gå tabt. Og fordi Otto den 1.’s bedste argument for at erobre Danmark er for at udbrede den kristne tro, så må Harald Blåtand komme ham i forkøbet ved at gøre sit land kristent«. Dermed er det med »slagmarken« også forklaret; i øvrigt udlægges Haralds bevæggrunde også på denne måde i selve fjernsynsudsendelsen. 

tirsdag den 11. april 2017

Om norsk identitet i middelalderen

Fandtes der en norsk national identitet i middelalderen? Det spørgsmål har naturligvis været lige så omdiskuteret som det tilsvarende spørgsmål om en dansk identitet (en diskussion, jeg har berørt i et tidligere opslag). Dr.art. Erik Opsahl er en af dem, der har beskæftiget sig med spørgsmålet, og som en kort indføring heri skal vi i det følgende se på en af dennes artikler. Opsahl spørger dog ikke »om«, men derimod »i hvilken grad« en norsk nationalfølelse opstod i middelalderen. Artiklen ’I hvilken grad oppstod norsk nasjonalfølelse og identitet i middelalderen?’ (som findes i antologien Tankar om ursprung red. af Fredrik Svanberg) indeholder både teoretiske, metodiske og tolkningsmæssige overvejelser vedrørende nationalitet og national identitet i middelalderen, men her vil vi alene fremdrage nogle af de eksempler på norsk nationalitet, som Opsahl nævner.

Bergen var allerede i 1190'erne en stor handelsby, som fik besøg af mange folk af forskellig nationalitet. I 1191 fik byen også besøg af en gruppe daner, der var på vej til Det hellige Land, og mellem dem (som jo var fremmede) og byens borgere (som var nordmænd) udbrød strid pga. drukkenskab og deraf følgende usømmelig opførsel fra danernes side. Balladen fandt nok sted i de lange smalle gyder mellem handelsgårdene. På billedet ses en sådan gyde, nemlig den mellem Bellgården og Jakobsfjorden; fotografiet er fra før 1939, og gårdene er bygget i 1702. Gårdene på billedet er altså ikke fra middelalderen, men pga. de mange bybrande i Bergen findes der desværre ingen sådanne. De gårde, der blev opført i 1702, har dog i det meste lignet dem, der lå der før, som var bygget i 1527. De gårde, der lå der omkring år 1200 var sandsynligvis noget lavere og havde naturligvis ikke store vinduer med glasruder. (Foto: Anders Beer Wilse. Billedet er lånt fra 'Wikipedia', opslaget 'Jacobsfjorden'.)

Vi vil (som også Opsahl gør) begynde i Bergen i 1191, idet han citerer fra en tekst skrevet omkring år 1200 – sandsynligvis af en i Danmark bosiddende nordmand. Teksten kaldes for 'Danernes færd til det hellige land', og beretter om en gruppe bestående af både daner og nordmænd, der drog ud for at deltage i Det tredje Korstog. Jeg benyttede selv kilden i min bog om Danskhed i middelalderen, da den – som en kilde der var uafhængig af og næsten samtidig med Saxos Gesta Danorum – kunne bekræfte Saxos fremstilling af Esbern Snares meget danskbevidste sindelag. Men her er vi altså et helt andet sted i teksten, idet Opsahl griber fat i følgende lille optrin, hvor de rejsende er kommet til Bergen:

lørdag den 1. april 2017

Gorm den Gamle var indvandrer

Et spændende fund og en videnskabelig undersøgelse med vidtrækkende følger er sagen i dag. Fundet er et magasinfund, og det er da også den slags fund, som man må vente sig mest af i fremtiden. Der har nemlig tidligere været lidt rod på de danske museer, og derfor ligger der mange spændende og af og til uregistrerede sager og venter på at blive genopdaget. Det drejer sig her om en tand fra Gorm den Gamle, som man har fundet i den skuffe på Nationalmuseet, hvori den gamle konges ben lå indtil genbegravelsen i 2000. Tanden var blevet overset og kom ikke med i graven dengang, men er altså nu dukket op ved en særlig grundig magasingennemgang. Efterfølgende er tandens emalje blevet underkastet en strontium-analyse, og den opsigtsvækkende kendsgerning er, at Gorm den Gamle slet ikke er fra Danmark, men derimod både er født og opvokset i England. Det er post.doc. Anders M. Petersen ved Aarhus universitet, der har foretaget analysen. Han har indvilget i at medvirke i en samtale, som altså er noget nyt, vi kaster os ud i her på denne internetlogbog. Desværre har det været umuligt for undertegnede selv at tage til Aarhus, men jeg har fået hjælp af stud.mag. Peter Lehnskov (også Aarhus universitet). Følgende er altså en samtale mellem de to, og selvom jeg nok ikke er enig i alle de slutninger, Anders M. Petersen drager, så er jeg ham tak skyldig for, at han har villet deltage, og jeg er glad for at kunne bringe samtalen her på ’Fra dunkle væld’.

[Kursiv skrift = Peter Lehnskov; alm. skrift = post.doc. Anders M. Petersen.]

»Kan du fortælle os lidt om, hvad din undersøgelse af tanden har vist?

Ja. Vi har altså underkastet emaljen en strontium-analyse, som lidt kort sagt kan vise, hvor i verden man stammer fra. Det kan den, fordi emaljen opbygges i barneårene, men så stopper det. Og når emaljen opbygges, indgår der strontium fra det omgivende miljø, og dette strontium-niveau er altså forskelligt på forskellige geografiske steder. Så vi kan simpelthen se, at den, der har haft denne tand, er opvokset i England. Med andre ord: Gorm den Gamle var ikke dansk, men derimod englænder! Han var altså indvandrer, hvilket jo rokker temmelig meget ved den nationale tolkning af historien, de fleste af os er flasket op med.

Gorm den Gamles tand - et af de mest opsigtsvækkende magasinfund i Danmark i lang tid. Strontium-analyser af tandemaljen viser, at Gorm den Gamle slet ikke var vokset op i Danmark, men derimod i England.

Men bekræfter det ikke bare Saxos udlægning? Saxo omtaler jo en Gorm med tilnavnet »den Engelske«, som blev konge af Danmark. Også Roskildekrøniken nævner en Gorm Svenssøn fra England, der ikke kunne »nøjes med sit eget land« og derfor erobrede Danmark. Flere kilder har jo en del forvirring netop på dette punkt i kongerækken, og gentager ligesom kongerne Gorm og Harald, så de optræder to gange, og man har derfor antaget, at denne Gorm fra England faktisk kunne være identisk med ham, vi kender som Gorm den Gamle. Hvad siger du til det?