01 april, 2017

Gorm den Gamle var indvandrer

Et spændende fund og en videnskabelig undersøgelse med vidtrækkende følger er sagen i dag. Fundet er et magasinfund, og det er da også den slags fund, som man må vente sig mest af i fremtiden. Der har nemlig tidligere været lidt rod på de danske museer, og derfor ligger der mange spændende og af og til uregistrerede sager og venter på at blive genopdaget. Det drejer sig her om en tand fra Gorm den Gamle, som man har fundet i den skuffe på Nationalmuseet, hvori den gamle konges ben lå indtil genbegravelsen i 2000. Tanden var blevet overset og kom ikke med i graven dengang, men er altså nu dukket op ved en særlig grundig magasingennemgang. Efterfølgende er tandens emalje blevet underkastet en strontium-analyse, og den opsigtsvækkende kendsgerning er, at Gorm den Gamle slet ikke er fra Danmark, men derimod både er født og opvokset i England. Det er post.doc. Anders M. Petersen ved Aarhus universitet, der har foretaget analysen. Han har indvilget i at medvirke i en samtale, som altså er noget nyt, vi kaster os ud i her på denne internetlogbog. Desværre har det været umuligt for undertegnede selv at tage til Aarhus, men jeg har fået hjælp af stud.mag. Peter Lehnskov (også Aarhus universitet). Følgende er altså en samtale mellem de to, og selvom jeg nok ikke er enig i alle de slutninger, Anders M. Petersen drager, så er jeg ham tak skyldig for, at han har villet deltage, og jeg er glad for at kunne bringe samtalen her på ’Fra dunkle væld’.

[Kursiv skrift = Peter Lehnskov; alm. skrift = post.doc. Anders M. Petersen.]

»Kan du fortælle os lidt om, hvad din undersøgelse af tanden har vist?

Ja. Vi har altså underkastet emaljen en strontium-analyse, som lidt kort sagt kan vise, hvor i verden man stammer fra. Det kan den, fordi emaljen opbygges i barneårene, men så stopper det. Og når emaljen opbygges, indgår der strontium fra det omgivende miljø, og dette strontium-niveau er altså forskelligt på forskellige geografiske steder. Så vi kan simpelthen se, at den, der har haft denne tand, er opvokset i England. Med andre ord: Gorm den Gamle var ikke dansk, men derimod englænder! Han var altså indvandrer, hvilket jo rokker temmelig meget ved den nationale tolkning af historien, de fleste af os er flasket op med.

Gorm den Gamles tand - et af de mest opsigtsvækkende magasinfund i Danmark i lang tid. Strontium-analyser af tandemaljen viser, at Gorm den Gamle slet ikke var vokset op i Danmark, men derimod i England.

Men bekræfter det ikke bare Saxos udlægning? Saxo omtaler jo en Gorm med tilnavnet »den Engelske«, som blev konge af Danmark. Også Roskildekrøniken nævner en Gorm Svenssøn fra England, der ikke kunne »nøjes med sit eget land« og derfor erobrede Danmark. Flere kilder har jo en del forvirring netop på dette punkt i kongerækken, og gentager ligesom kongerne Gorm og Harald, så de optræder to gange, og man har derfor antaget, at denne Gorm fra England faktisk kunne være identisk med ham, vi kender som Gorm den Gamle. Hvad siger du til det?

Jo, det kan man måske godt spekulere i, men nu tror jeg, man skal passe vældig meget på med at fæste lid til de kilder, du der nævner. De er jo nedskrevet ret lang tid efter begivenhederne, og Saxo, ja, han skrev jo bare det, som tjente kongemagten. Han konstruerede jo simpelthen hele kongerækken for at give Valdemarerne en række forfædre, der var lige så imponerende som de romerske kejseres. Men det er da selvfølgelig interessant, hvis min analyse faktisk kan bekræftes af de skriftlige kilder, det er klart.

Men når nu du siger, at Gorm ikke var dansk, fordi han var vokset op i England, er det så ikke at strække tolkningen lidt rigeligt? Der var jo en del danske i England, så Gorm kunne vel sådan set godt være dansk, selvom han var opvokset i England. Eller hvad?

Folk tænkte jo ikke i de der nationale kategorier, som vi gør i dag, så egentlig giver det slet ikke mening at tale om »dansk« og »engelsk« i denne her del af middelalderen. Den nationale identitet er konstrueret i slutningen af 1700-tallet og slår først rigtigt igennem herhjemme i forbindelse med De slesvigske Krige. De ledere og konger fra Skandinavien, som vi kan følge i de middelalderlige engelske kilder, de har jo højst sandsynligt slet ikke opfattet sig selv som »danske«. Danmark var jo ikke engang grundlagt som kongerige endnu. Det begyndte jo først fra den tid, vi nu taler om, med Gorm og Harald.

Nu har jeg flere spørgsmål, som står lidt i kø her – men lad mig lige begynde med, om der ikke kan have været en forestilling om Danmark alligevel? Gorm den Gamle, han rejser jo en runesten, hvorpå navnet Danmark forekommer. Så har der vel været en forestilling om et land med det navn?

Måske har de lokale stormænd, der jo længe havde kæmpet om magten i det her område, som vi kalder Danmark, måske har de forsøgt at etablere en forestilling om sådan et land eller rige for at kunne legitimere deres krav på det. Og det er måske den tradition, Gorm med sin runesten skriver sig ind i. Og vi må jo huske, at han først rejser denne sten, da han er blevet konge – altså netop da han skal forsøge at legitimere sin magt. Det er jo det runestenene ofte bruges til – at legitimere sin magt eller sin status. Så der er altså ingen grund til at antage, at Gorm har følt sig som dansk, før han blev konge. I det hele taget har folk slet ikke følt sig danske på samme måde, som vi gør i dag – og da slet ikke almindelige mennesker.

Hvad så med den store Jelling-sten, hvor Harald Blåtand taler om danerne? Han nævner jo, at han gjorde danerne kristne. Så må der vel også have været et folk, der hed danerne?

Eller også har magthaverne ønsket at skabe en sådan forestilling for at kunne sikre sig folks loyalitet. Altså, jeg synes dine spørgsmål meget godt viser, hvor stærkt vi stadig er påvirket af de der gamle nationalromantiske tolkninger af »vikingetiden«. Vi trækker simpelthen vores egen nationale forståelse ned over fortiden, og det er netop det, vi skal gøre op med – alle de der gamle myter.

Kan du uddybe det?

Fortiden er enormt politiseret. Historikere og arkæologer er jo ikke bare de der strengt objektive videnskabsfolk, der fortæller os, hvordan fortiden var, nej, de har ofte haft en politisk dagsorden eller har selv ligget under for strømninger i tiden – »tidsånden« kunne man næsten sige – så de måske uden at tænke på det, er kommet til at tolke fortiden på en helt bestemt politisk måde.

Kan du give nogle eksempler?

Ja, jeg kan da fx nævne historikeren C. F. Allen, der skrev om »det danske Folk i Slesvig« i sit skrift Om Sprog- og Folke-Eiendommelighed i Hertugdømmet Slesvig eller Sønderjylland, men Slesvig var jo ikke mere dansk, end et juletræ eller en klejne – og de er jo tyske, ik’å, ha-ha. Nej, spøg til side: Allen forsøgte jo her at gøre Slesvig dansk, det var ikke noget, det var i forvejen, vel? Han skrev altså med et politisk formål, lige efter tidsånden, lige det magthaverne gerne ville have.

Jeg tænkte, om man måske ikke snarere kunne nævne en som Jankuhn, der udgravede Hedeby, hvilket vel var fagligt i orden, men som, da han så skulle offentliggøre resultaterne, kaldte sin bog: Haithabu: eine germanische Stadt der Frühzeit (altså: en germansk by fra de tidligste tider). Dermed fik han jo presset det hele ind i tidens raceideologiske skabelon.

Jamen, det er da også et godt eksempel på én, der sådan set har fagligheden i orden, men som lige vrider det en gang, når det skal formidles, for at få et politisk budskab ud, så det alligevel ender med at blive helt skævt. En neutral titel kunne jo have været: Hedeby. En handelsby i middelalderen.

Post.doc. Anders M. Petersen, Aarhus universitet, er manden bag den opsigtsvækkende analyse af Gorm den Gamles tand. Anders M. Petersen gør op med de gamle nationalromantiske myter om vores historie. (Billedet er lånt fra Aarhus universitets hjemmeside.)

Jeg har bemærket, at du ikke bruger ordet »viking« eller »vikingetid« – du kaldte også Gorm den Gamles tid for »middelalderen«. Har det noget med alt det her at gøre?

Ja, det har det faktisk, for begrebet »vikingetid« er bare endnu en af de der moderne konstruktioner, som er med til at forme vores syn på fortiden, og begrebet »viking« er enormt tynget af problematiske konnotationer, så hvis man bruger det, understøtter man den der nationale diskurs, eller narrativ om man vil. Og det er som sagt netop det, man må gøre op med.

Men – begrebet »middelalder«, er det ikke også en senere konstruktion, som måske er med til at forme vores fortidsforståelse? Jeg mener: Blev ordet ikke indført for at fremhæve antikken og renæssancen på middelalderens bekostning?

Joh, det kan man sige, men nu er middelalder altså et etableret begreb, som også anvendes internationalt, i modsætning til begrebet »vikingetid«, som tværtimod er med til at antyde en særlig »nordisk« historie, der adskiller sig fra den europæiske, og det er dét, der er problemet, for der findes jo ikke noget særligt »nordisk«, det er bare en variation over noget fælleseuropæisk. Altså, Danmarks og de andre nordiske landes historie er jo bare en del af den fælleseuropæiske historie. Danmark er ikke en ø, hverken dengang eller nu.

Jeg ved, at du i det hele taget har koblet dette med, at Gorm den Gamle var indvandrer, sammen med et større og bredere opgør med de nationalistiske myter i historiefaget, som vi jo også har været lidt inde på. Kan du sige noget mere om det?

Ja! Altså, som vi allerede har været inde på, så er vores forståelse af fortiden stadig styret af en national diskurs; på mange måder lever vi endnu lidt i romantikken. Alt bliver tolket nationalt, og det er slet ikke uproblematisk, da det kan bruges – og bliver brugt – politisk. Men alle de der myter holder jo ikke. »Vikingerne« var ikke særligt danske, de rejste rundt i hele den dengang kendte verden. Og de handlede med alle; de var fuldstændigt ligeglade med religion og hudfarve. Man kan faktisk godt sige, at de var globaliserede. De ville have elsket euroen og Schengen! Så kunne de rejse frit rundt og handle med lige, hvem de havde lyst til. Og der fandtes jo heller ikke nationale valutaer dengang, så det der med, at vores såkaldte identitet er knyttet til kronen, som jo er ret ny historisk set, det er jo lidt noget pjat, ligesom grænserne. Og de havde også kontakt med muslimske arabere, både i Spanien og måske også i Bagdad, men i hvert fald mødte de nogen i Rusland. Og der er fundet massevis af muslimske mønter i Skandinavien; og ved du, hvad der står på dem? Den muslimske trosbekendelse! Og korancitater. Og man har fundet en ring i en »vikinge«-grav med arabisk indskrift. Og der stod Allah! Og så har man faktisk også fundet en runepind nær Køge med indskriften: »Gud er stor« (på arabisk). Så de der »vikinger«, som vi tror var åh-så-danske, de var i virkeligheden meget åbne over for det fremmede. Og vi ved også, at Danmark var multietnisk dengang, og at der var polakker i Harald Blåtands hird, og at nogle islændinge giftede sig med indianere, og i øvrigt var det hele meget mere multietnisk og globaliseret, end vi tror, og der var slet ikke de der forestillinger om nationalitet og race og etnicitet, som vi har i dag, og derfor var der ikke nogen frygt for det »fremmede«. Så det behøver vi heller at have i dag!

Kan man sige, at Danmark var multietnisk, hvis man ikke tænkte i etniske grupper?

Arh, nu er du lidt sofistisk, synes jeg, for du ved jo godt, hvad jeg mener: I Danmark var der folk mange forskellige steder fra, folk med meget forskelligt udseende og religion, ja, måske oven i købet arabiske købmænd i byerne, der talte arabisk og bad til Allah; det er det, jeg mener. Alt det, som vi i dag er så bange for.

Er du ikke bange for selv at blive for politisk? Nogle ville måske sige, at du også selv politiserer din forskning med den slags paralleller til nutiden.

Nej, det kan jeg ikke se. Nu er forestillingen om en rent objektiv forskning jo forladt for længst, men selvfølgelig skal vi forsøge at være saglige, og det mener jeg da også, at jeg er. Der er jo ikke noget af det, jeg siger, der ikke passer. Og for resten, så er det jo netop for at imødegå den politiserede forskning og de gamle myter, at jeg bliver nødt til at fremføre de her kendsgerninger. Så det er jo ikke politisk, tværtimod.

Okay. Det bliver så det sidste ord. Tusind tak til Anders Molbo Petersen, som er post.doc. ved Aarhus universitet. Tak, for at jeg måtte interviewe dig!

Selv tak!«

Og fra undertegnede skal der også lyde en tak til især post.doc. Anders Molbo Petersen, men jo tillige til Peter Lehnskov. Og så kan man sige, at det for en historiker næsten er lidt grænseoverskridende at bringe en sådan samtale, hvor der ikke stikkes noget under stolen, netop på dagen i dag, som jo har navn efter den hellige Hugo af Grenoble, som var så from, at han ligefrem forsøgte at skjule sin dygtighed og sin kundskab. Men så from er denne netlogbog altså ikke!

Adam Wagner

[Troede De på ovenstående? Aprilsnar!]