 |
| Bergen var allerede i 1190'erne en stor handelsby, som fik besøg af mange folk af forskellig nationalitet. I 1191 fik byen også besøg af en gruppe daner, der var på vej til Det hellige Land, og mellem dem (som jo var fremmede) og byens borgere (som var nordmænd) udbrød strid pga. drukkenskab og deraf følgende usømmelig opførsel fra danernes side. Balladen fandt nok sted i de lange smalle gyder mellem handelsgårdene. På billedet ses en sådan gyde, nemlig den mellem Bellgården og Jakobsfjorden; fotografiet er fra før 1939, og gårdene er bygget i 1702. Gårdene på billedet er altså ikke fra middelalderen, men pga. de mange bybrande i Bergen findes der desværre ingen sådanne. De gårde, der blev opført i 1702, har dog i det meste lignet dem, der lå der før, som var bygget i 1527. De gårde, der lå der omkring år 1200 var sandsynligvis noget lavere og havde naturligvis ikke store vinduer med glasruder. (Foto: Anders Beer Wilse. Billedet er lånt fra 'Wikipedia', opslaget 'Jacobsfjorden'.) |
Vi vil (som også Opsahl gør) begynde i Bergen i 1191, idet han citerer fra en tekst skrevet omkring år 1200 – sandsynligvis af en i Danmark bosiddende nordmand. Teksten kaldes for 'Danernes færd til det hellige land', og beretter om en gruppe bestående af både daner og nordmænd, der drog ud for at deltage i Det tredje Korstog. Jeg benyttede selv kilden i min bog om Danskhed i middelalderen, da den – som en kilde der var uafhængig af og næsten samtidig med Saxos Gesta Danorum – kunne bekræfte Saxos fremstilling af Esbern Snares meget danskbevidste sindelag. Men her er vi altså et helt andet sted i teksten, idet Opsahl griber fat i følgende lille optrin, hvor de rejsende er kommet til Bergen:
»Men i alle dette riges byer er almindelig udbredt en indgroet lastefuld vane, nemlig et uafbrudt fylderi, som hyppig volder, at fredspagter brydes, og nu og da driver selv sagtmodige mennesker til skændig grumhed; (…) Også har denne umådelighed i at fylde sig med drik det til følge, at borgere og fremmede i vinrusens vildskab griber til våben og indlader sig i forbryderske kampe med hverandre (…) Af denne tøjlesløshed lod nu nogle af Danernes skare sig rive med, idet de havde mistet sans og samling ved de natlige drikkelag, de havde hengivet sig til; de yppede da kiv med Nordmændene, og det gik så vidt, at næsten hele borgerskabet greb til våben og hastig flokkede sig sammen. Det er jo nemlig ikke alle, der gør sig fortjente til samme eller lige store nådegaver, skønt de er udsprungne af én rod. Hvis derfor ikke berømmelige mænd, der ilede til fra begge sider, med visdom havde afbrudt striden, vilde rusen og vildskaben have voldt stort mandefald. Så snart det var blevet morgen, kaldtes forstandige og sindige mænd sammen, der skulde gøre ende på den ufred, der var opstået mellem borgerne og de fremmede. Og da disse nu afvejede skylden ligelig, kom de til den overbevisning, at Danerne i dette sammenstød havde forsét sig mest, fordi de blev overbeviste om at have grebet højst uhøvisk fat på en meget fornem kvinde. Derfor slap de heller ikke fra retsstriden uden pengetab. (…) På grund af dette gjorde de ofte nævnte Daner, grebne af misnøje, sig rede til at drage bort fra byen, efter at have fornyet deres skibes udrustning, for at der ikke, hvis atter striden blussede op, skulde kunne hænde dem noget værre.« (Efter Jørgen Olriks oversættelse i Krøniker fra Valdemarstiden.)
»Her forlater vi danenes bakrus og bondeanger«, som Opsahl siger for derpå at samle op således: »Forfatteren opererer med betegnelser som “nordmenn”, “daner” og “fremmede”, der førstnevnte åpenbart er de som er hjemmehørende i Bergen og i det øvrige landet som Bergen ligger i, nemlig Norge. Videre forutsetter forfatterens bruk av betegnelsen “fremmede” at noen er hjemmehørende eller innenlandske, altså motsatsen til det å være fremmed.«
Endvidere fremhæver Opsahl følgende sted i teksten, hvor der om Bergen fortælles: »Der er en stor tilstrømning af skibe og folk allevegnefra: Islændere, Grønlændere, Englændere, Tyske, Daner, Sveer, Gotlændere og mange andre folkeslag, som det vilde tage for lang tid at opregne«. Det latinske ord, som Olrik her har oversat ved »folkeslag«, er såmænd nationes.
Der er altså ikke tvivl om, at forfatteren regner med, at menneskeheden er inddelt i forskellige folkeslag eller nationer, og at hver af dem har hjemme et bestemt sted. Men hvordan med den enkeltes opfattelse af at tilhøre en sådan nation? I dette tilfælde: Hvordan forholder det sig med tekstlige vidnesbyrd om, at folk kan have identificeret sig selv som nordmænd?
Her fremdrager Opsahl bl.a. Ottar fra Hålogaland (hvis beretning er oversat til dansk af Niels Lund i Ottar og Wulfstan. To rejsebeskrivelser fra vikingetiden), der omkring år 900 betegnede sig selv som nordmand og i øvrigt skelnede ikke bare mellem nordmænd og samer, men også mellem daner, sveer og nordmænd. Det sidste er bemærkelsesværdigt, da hverken bosætningsmønster eller sprog kan have dannet afgørende skel mellem de tre nordiske folkeslag. Også de irske kilder skelnede efter alt at dømme mellem nordmænd og daner med de to betegnelser Finn Gaill og Dub Gaill. Opsahl antager derfor, at »nordmændenes land« ikke bare var en rent geografisk betegnelse, men også havde en »politisk komponent«.
 |
| 'Ottars ferd' (Karl Erik Harr). Ottar var en norsk høvding, der for vidt omkring. Omkring år 900 kom han til den engelske kong Alfreds hof, hvor han berettede om sine rejser. Ottar fortalte, at han boede nordligst af alle nordmænd; han regnede således sig selv som nordmand. (Billedet er lånt fra Tromsø museums hjemmeside.) |
Hvornår det norske kongerige blev grundet og fasttømret, er der jo nogen usikkerhed om, da man sjældent tager kongesagaernes sene beretninger om det forløb for gode varer. Opsahl nævner, at der fandt en proces sted fra omkring 900 og til slutningen af 1100-tallet, som skabte et norsk kongedømme. Selvom Opsahl ikke udtrykkeligt gør opmærksom på det, er det værd at bemærke, at man altså godt – som Ottar gjorde det – kunne opfatte sig selv som nordmand, selvom riget Norge endnu ikke var fasttømret og måske slet ikke rigtigt grundlagt endnu.
Opsahl nævner også islænderne (og waliserne) som eksempler på folkeslag, der havde eller udviklede en udtrykkelig national identitet uden tilstedeværelsen af en fyrste- eller anden centralmagt. Den udbredte antagelse, at national identitet nødvendigvis må være en følge af rigs- og kongemagt holder altså ikke (selvom det naturligvis godt kan være rigtigt i nogle tilfælde). Også andre ting kan have været afgørende, når et folk tømredes sammen og blev sig selv bevidst; fx geografisk isolation og litterær tradition som for islændernes vedkommende (eller genealogi, sprog og litteratur, som for walisernes vedkommende). I øvrigt begyndte islænderne ikke at opfatte sig som nordmænd, selvom Island siden 1262-64 hørte under den norske konge; de vedblev at opfatte sig som islændere. Heller ikke færinger, grønlændere eller orknøboer blev opfattet som »nordmænd«, selvom også de var nordiske og blev underlagt Norges konge. Deres identiteter var for så vidt allerede dannet forinden.
Opsahl fremhæver, som flere før ham, det i litteraturen kendte optrin forud for slaget ved Svold, hvor Olav Tryggvason omtaler danerne og sveerne blandt sine modstandere temmelig nedladende, hvorimod han siger, at de nordmænd, som følger hans modstander, Erik jarl, dem venter han sig noget knas med – for de er jo nordmænd! Stedet er ikke bare et tydeligt udtryk for, hvordan der skelnes nationalt, men også udtryk for en tendens til at fremhæve ens eget folks (påståede) fortrin – selv når man møder dem som modstandere. Der er dog ikke tegn på, at nordmændene i Erik jarls hær opfattes som forrædere. Opsahl slutter deraf, at opgøret ses som et internt norsk opgør og ikke som et opgør mellem en konge og nogle »landsforrædere«. Men det ændrer altså ikke på den kendsgerning, at der skelnes nationalt. Det skal for en god ordens skyld nævnes, at den nationale tendens ikke dermed tidsfæstes til Olav Tryggvasons tid, men til den tid, hvorfra beretningen stammer, og den er tidligst kendt fra den islandske gejstlige Odd Munks saga om Olav Tryggvason, som er fra omkring 1190.
Endelig kommer Opsahl ind på den uvilje, der var mod at have konger af udenlandsk herkomst; noget også Saxo antager er en almindelig holdning i forskellige folkeslag. Opsahl nævner bl.a., hvordan bønderne i 1204 afviste Håkon Galen, fordi han var af gøtisk æt på fædrene side.
Jo, det vil være vanskeligt at hævde, at der ikke fandtes en norsk nationalbevidsthed i middelalderen; det afgørende for forskningen må altså være at søge at trænge dybere ind i spørgsmålet om, hvad man forbandt med det at være norsk, hvem der opfattede sig som norsk, hvilken betydning det kunne få, hvordan det kom til udtryk m.v.
